14-årig dreng blev udlagt som torturoffer. Men sandheden var en helt anden
Billedet af en dreng indhyllet i et tæppe blev spredt som bevis på ukrainsk militærtortur. Men en journalist var til stede og så, hvad der faktisk skete.

Open Source / Ritzau Scanpix
Også på danske sociale medier blev billedet flittigt delt:
En konfus 14-årig dreng, indhyllet i et tæppe, angiveligt befriet fra et hemmeligt ukrainsk torturfængsel.
Men drengen var aldrig fange. Han deltog i en demonstration og kom til skade efter at være faldet ned fra et hegn.
Den falske historie blev spredt internationalt af blandt andre russiske propagandamedier og den tyske AfD-medformand Alice Weidel.
Ifølge en undersøgelse fra The Kyiv Independent blev historien hurtigt grebet af prorussiske netværk, som spredte den i stor stil.
En 14-årig dreng bliver ført væk fra en ukrainsk militærbygning, indhyllet i et tæppe og tilsyneladende i chok.
Billedet går verden rundt med en rystende historie: Drengen skulle være blevet befriet fra et hemmeligt ukrainsk torturfængsel, hvor han angiveligt havde siddet indespærret i månedsvis.
Men historien er falsk.
Det dokumenterer den ukrainske avis The Kyiv Independent, som havde en journalist til stede under urolighederne uden for bygningen nær Kyiv den 2. november.
Drengen var nemlig slet ikke fange. Han var selv mødt op til en demonstration, efter at rygter om tortur af ukrainske soldater havde spredt sig på sociale medier. Avisens journalist så ham klatre op på et hegn og kaste mursten ind over det, inden han faldt ned på den anden side. Senere blev han hentet af sin søster og bragt på hospitalet.
Forløbet bekræftes også af Ukraines myndighed for børneanliggender.
Historien gik verden rundt
Mens sammenstødene stadig stod på, begyndte historien om det påståede torturfængsel at sprede sig internationalt. En profil med 3,9 millioner følgere på X skrev, at drengen var blevet reddet fra et militært kælderfængsel, mens en vært på det russiske statsfinansierede medie RT påstod, at han havde siddet indespærret i månedsvis.
Også den tyske AfD-medformand Alice Weidel delte påstandene.
Ifølge The Kyiv Independents undersøgelse blev historien hurtigt grebet af prorussiske profiler og desinformationsnetværk. Analysevirksomheden NewsGuard oplyser til avisen, at et russisk netværk nåede at offentliggøre 1.490 artikler om sagen på syv forskellige sprog.
Urolighederne begyndte, da en kvinde, som udgav sig for at være ambulancebehandler, hævdede, at soldater blev tortureret i bygningen. Omkring 200 mennesker samledes, og demonstrationen udviklede sig til voldsomme sammenstød. Kvinden er siden blevet varetægtsfængslet, mistænkt for at have været med til at organisere urolighederne.
Hun nægter at have opfordret til optøjer.
De ukrainske myndigheder undersøger fortsat beskyldninger om overgreb mod soldater, der opholdt sig i bygningen. Der er heller ikke fremlagt beviser for, at Rusland stod bag selve protestaktionen. Men ifølge The Kyiv Independent er det dokumenteret, hvordan prorussiske netværk udnyttede urolighederne til at sprede falske historier om Ukraine.
En af dem var historien om den 14-årige dreng, der på få timer gik fra demonstrant til påstået torturoffer.