Den 21. september vedtog Aserbajdsjans regering nye regler for skoleuniformer. Reglerne betyder, at elever ikke må bære beklædning, der strider mod princippet om sekulær undervisning eller skolernes fælles uniformskrav.

Hijab er ikke nævnt direkte i lovteksten, men det er sådan, reglerne nu bliver håndhævelse.

Den 6. oktober blev der indført tilsvarende regler for lærere, og fra den 12. oktober begyndte skoler flere steder i landet at afvise piger, der mødte op med hijab.

I blandt andet Celilabad, Masally og hovedstaden Baku har piger fået besked på at tage tørklædet af eller forlade skolen.

Det har ført til protester, vrede blandt religiøse grupper og anholdelser. Den 12. oktober oplyste myndighederne, at 37 personer var blevet tilbageholdt i Baku, mens aktivister har rapporteret om over 200 tilbageholdelser.

Og ved I, hvad jeg synes er det mest interessante ved hele den her historie?

Aserbajdsjan er et land, hvor omkring 96 procent af befolkningen er muslimer. Alligevel har regeringen valgt at sætte en grænse for religiøs beklædning i skolerne.

Jeg køber ikke fortællingen

Og jeg synes, det er fantastisk. Virkelig.

Frankrig har siden 2004 haft et forbud mod tydelige religiøse symboler i offentlige grundskoler og gymnasier, herunder hijab. Nu ser vi et land med et overvældende muslimsk flertal håndhæve regler, der i praksis holder hijab ude af skolerne.

Så hvorfor i alverden gør vi ikke det samme i Danmark?

Herhjemme bliver vi konstant præsenteret for fortællingen om, at hijab er et frit valg. At det handler om kvinders rettigheder, selvbestemmelse og retten til egen krop.

Men jeg køber simpelthen ikke den fortælling, når vi taler om børn.

En lille pige på seks eller syv år har ikke selv sat sig ned og studeret Koranen for derefter at beslutte, at hun vil dække sit hår af religiøse årsager. Hun er opdraget ind i en bestemt forståelse af religionen.

Det er de voksne omkring hende, der har lært hende, hvad hun skal tro, og hvordan hun skal klæde sig.

Og så er der noget andet, som jeg synes bliver fuldstændig overset i debatten.

Hijab er ikke bare et tilfældigt stykke stof.

Koranen indeholder påbud om kvinders tildækning, blandt andet i sura 24:31 og 33:59. I den traditionelle islamiske retslære bliver det forstået som en religiøs forpligtelse.

Det er derfor, jeg har så svært ved at høre på, at hijab udelukkende skulle handle om frit valg.

Hører ikke til i skolen

Hvis det alene var et spørgsmål om personlig smag, kunne jeg forstå argumentet. Men når en religion lærer piger og kvinder, at de har en forpligtelse til at tildække sig, hvordan kan vi så bare ignorere den religiøse forventning og kalde det frihed?

Jeg mener ikke, at et barn skal vokse op med forestillingen om, at hendes hår eller krop er noget, hun allerede fra barndommen skal skjule af religiøse årsager.

Og det er præcis derfor, jeg mener, at vi burde indføre samme princip som i Frankrig.

Det interessante ved Aserbajdsjan er netop, at vi ikke taler om et vestligt land med en kristen historie, som nogen straks kan beskylde for at være imod islam. Vi taler om et land, hvor langt størstedelen af befolkningen selv er muslimer.

Hvad er det, de har forstået om forholdet mellem religion og skole, som vi i Vesten stadig diskuterer?

Selvfølgelig er der forskel på Frankrigs demokratiske lovgivning og Aserbajdsjans politiske system. Og det er også værd at diskutere, hvordan reglerne bliver håndhævelses.

Men det ændrer ikke ved det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt religiøs tildækning hører hjemme på børn i skolen.

Jeg savner virkelig, at vi tager den diskussion i Danmark uden straks at gøre det til et spørgsmål om islamofobi eller kvinders rettigheder.

For det handler også om pigernes barndom.

Om retten til at være barn, før man bliver pålagt religiøse forventninger til sin krop.

Og jeg undrer mig over, hvor lidt opmærksomhed denne udvikling har fået i den danske debat. For det her er ikke en lille historie.

Et land med omkring 96 procent muslimer har valgt at håndhæve sekulære uniformskrav, som udelukker hijab fra skolerne.

Frankrig har allerede truffet sit valg.

Nu har Aserbajdsjan taget endnu et skridt i samme retning.

Hvornår tør Danmark?