Dansk forsker med ny viden om væbnet islamisme
Professor Morten Valbjørn mener, at væbnede shia-muslimske grupper har været overset. Blandt andet fordi, at al-Qaida og IS løber med opmærksomheden.
Beyzanur K. / Pexels
Væbnede islamister forbindes ofte med oprør mod den siddende magt eller terror. Men alle de shiaislamistiske grupper, der blev dannet i 2010’erne, begyndte som støtter af regeringer. Det viser en ny forskningsrapport.
Fundet udfordrer en udbredt antagelse i forskningen og viser, hvorfor grupper som al-Qaeda og Islamisk Stat ikke alene kan forklare, hvordan væbnet islamisme udvikler sig.
»Den konventionelle historie om militante islamister bør omskrives eller i hvert fald nuanceres«, lyder det fra Morten Valbjørn, professor ved Aarhus Universitet og medforfatter til studiet.
Sammen med Raphaël Lefèvre og Jeroen Gunning har han kortlagt 228 væbnede islamistiske grupper dannet fra 1945 til 2021: 129 sunnigrupper og 99 shiagrupper. Studiet er offentliggjort i International Political Science Review.
Ifølge forfatterne har konfliktforskningen især beskæftiget sig med sunnigrupper. Shiaislamistiske grupper, som blandt andet har støttet regeringerne i Irak og Syrien, har været underbelyst.
Det har betydning for mere end antallet af grupper i et register. Hvis man især undersøger oprørere, risikerer man at overse, hvordan væbnede islamister også kan beskytte magthavere.
Valbjørn understreger, at islamismeforskningen er blevet mere nuanceret. Men der har fortsat været en blind shia-vinkel:
»Der har derfor været begrænset viden om shia-grupper udover Hizballah«.
Dermed har det ifølge ham også været uklart, om forskningens teorier forklarede islamisme generelt eller især sunniislamister.
Studiet ændrer også fortællingen om forholdet mellem de to retninger. Den iranske revolution i 1978–1979 inspirerede både shia- og sunniislamister. Samarbejde på tværs var altså muligt.
Senere bidrog fjendskabet mellem dem til dannelsen af nye grupper. Forskerne peger på, hvordan angreb fra den ene side kunne udløse mobilisering på den anden og dermed være med til at drive væksten.
Deres forklaring er derfor hverken, at islamister altid står sammen, eller at sunni- og shiaislamister altid bekæmper hinanden. Relationerne ændrer sig med konflikterne og magtforholdene.
Studiet vurderer ikke, om den enkelte nye gruppe gjorde situationen bedre eller værre. Grupper kunne eksempelvis opstå for at bekæmpe IS.
Valbjørn advarer mod at generalisere og håber, at hans forskning kan hjælpe politikerne med at tage bedre beslutninger.
"Det er problematisk blot at sondre mellem lokale og transnationale militante islamister. Den sidstnævnte kategori forbindes ofte med al Qaida og Islamisk Stat, som begge er sunni-grupper."
"I vores forskning finder vi imidlertid på den ene side, at der også findes en lang række shia-islamistiske militante, der er transnationale, men de adskiller sig fra grupper som al-Qaida og IS ved, at de ikke er globale, men kun opererer regionalt og heller ikke har visioner om et globalt kalifat eller lignende."
"Uden denne sondring kommer man til at sammenblande grupper, der er meget forskellige fra hinanden med hensyn til, hvordan de opererer og hvad de arbejder for, hvilket selv sagt også har policy-implikationer med hensyn til, hvilke strategier der synes mere eller mindre frugtbare at anvende for policy-makers," fastslår Valbjørn overfor Y.dk.
Dansk forsker med ny viden om væbnet islamisme
Professor Morten Valbjørn mener, at væbnede shia-muslimske grupper har været overset. Blandt andet fordi, at al-Qaida og IS løber med opmærksomheden.
Beyzanur K. / Pexels
Væbnede islamister forbindes ofte med oprør mod den siddende magt eller terror. Men alle de shiaislamistiske grupper, der blev dannet i 2010’erne, begyndte som støtter af regeringer. Det viser en ny forskningsrapport.
Fundet udfordrer en udbredt antagelse i forskningen og viser, hvorfor grupper som al-Qaeda og Islamisk Stat ikke alene kan forklare, hvordan væbnet islamisme udvikler sig.
»Den konventionelle historie om militante islamister bør omskrives eller i hvert fald nuanceres«, lyder det fra Morten Valbjørn, professor ved Aarhus Universitet og medforfatter til studiet.
Sammen med Raphaël Lefèvre og Jeroen Gunning har han kortlagt 228 væbnede islamistiske grupper dannet fra 1945 til 2021: 129 sunnigrupper og 99 shiagrupper. Studiet er offentliggjort i International Political Science Review.
Ifølge forfatterne har konfliktforskningen især beskæftiget sig med sunnigrupper. Shiaislamistiske grupper, som blandt andet har støttet regeringerne i Irak og Syrien, har været underbelyst.
Det har betydning for mere end antallet af grupper i et register. Hvis man især undersøger oprørere, risikerer man at overse, hvordan væbnede islamister også kan beskytte magthavere.
Valbjørn understreger, at islamismeforskningen er blevet mere nuanceret. Men der har fortsat været en blind shia-vinkel:
»Der har derfor været begrænset viden om shia-grupper udover Hizballah«.
Dermed har det ifølge ham også været uklart, om forskningens teorier forklarede islamisme generelt eller især sunniislamister.
Studiet ændrer også fortællingen om forholdet mellem de to retninger. Den iranske revolution i 1978–1979 inspirerede både shia- og sunniislamister. Samarbejde på tværs var altså muligt.
Senere bidrog fjendskabet mellem dem til dannelsen af nye grupper. Forskerne peger på, hvordan angreb fra den ene side kunne udløse mobilisering på den anden og dermed være med til at drive væksten.
Deres forklaring er derfor hverken, at islamister altid står sammen, eller at sunni- og shiaislamister altid bekæmper hinanden. Relationerne ændrer sig med konflikterne og magtforholdene.
Studiet vurderer ikke, om den enkelte nye gruppe gjorde situationen bedre eller værre. Grupper kunne eksempelvis opstå for at bekæmpe IS.
Valbjørn advarer mod at generalisere og håber, at hans forskning kan hjælpe politikerne med at tage bedre beslutninger.
"Det er problematisk blot at sondre mellem lokale og transnationale militante islamister. Den sidstnævnte kategori forbindes ofte med al Qaida og Islamisk Stat, som begge er sunni-grupper."
"I vores forskning finder vi imidlertid på den ene side, at der også findes en lang række shia-islamistiske militante, der er transnationale, men de adskiller sig fra grupper som al-Qaida og IS ved, at de ikke er globale, men kun opererer regionalt og heller ikke har visioner om et globalt kalifat eller lignende."
"Uden denne sondring kommer man til at sammenblande grupper, der er meget forskellige fra hinanden med hensyn til, hvordan de opererer og hvad de arbejder for, hvilket selv sagt også har policy-implikationer med hensyn til, hvilke strategier der synes mere eller mindre frugtbare at anvende for policy-makers," fastslår Valbjørn overfor Y.dk.