---
title: "Zelenskyj vil styre Europas nye missilskjold fra København"
description: "Ukraine og Danmark drøfter et kontor i København for Freyja, det fælleseuropæiske forsvar mod ballistiske missiler. Systemet skal gøre Europa mindre afhængigt af amerikanske Patriot-missiler, men det er endnu ikke testet."
url: https://y.dk/fire-point-udvikler-europaeisk-ukrainsk-missilforsvar
id: 95640a65-b0b1-46a2-aa17-f154c16ad4cf
type: article
language: da
author: "Michael Dyrby"
published: 2026-11-12T06:21:00.176Z
updated: 2026-11-12T06:21:00.177Z
full_text: true
proof: https://y.dk/proof/95640a65-b0b1-46a2-aa17-f154c16ad4cf
publisher: y.dk
terms: https://y.dk/vilkaar
---

# Zelenskyj vil styre Europas nye missilskjold fra København

**Ukraine og Danmark drøfter et kontor i København for Freyja, det fælleseuropæiske forsvar mod ballistiske missiler. Systemet skal gøre Europa mindre afhængigt af amerikanske Patriot-missiler, men det er endnu ikke testet.**

Af Michael Dyrby · Publiceret 2026-11-12T06:21:00.176Z · Opdateret 2026-11-12T06:21:00.177Z

![](<https://d3m6y30n4nyqum.cloudfront.net/images/production/2026/11/11/a2b467f9-b20b-485d-8f31-28eb5cb40d4e.webp?Expires=1794485700&Key-Pair-Id=K2QLCJ4TZO0VKC&Signature=lBkS8XuJZ3ZdPakFwDMAzoVXEdtgTqMqPFsBeMxudKL3qVVUAdgSF6QVmDlCVfw7QM9Eq5VuvyRp6pikfhhBjC7JkdS7ZB~8ux7hz0KUYWkUK4IxFwNN7hhKaDNrNYd6ucLqHkn9zW4LtOnOO3BmWHalKiM0tYtCeC93YBl1SkKpnSxy3zEc3Fa211ooBNo8Qe1EiYh5tQcc4jAC6pQKW7tQ5bcBUqc5ARFdJMC8PU~eqbATT2PO3Di5RoJseKgu5-SUfiOs4aCDYi~H4PejMR4d6VeK54M~IYujrCo3bVe11aIG8RiAWxhhzizFjyzSt7vLMTZB~hgAqz9krv8Ezg__>)
*Foto: Sergey Koznov / Pexels*

Hvad skal et Freyja-kontor i København lave?

Volodymyr Zelenskyj svarede med ét engelsk ord, da han blev spurgt tirsdag aften under sit besøg i Danmark: "Managing", altså styring.

Ifølge Ritzau fortalte Ukraines præsident under sit besøg, at Ukraine og Danmark har drøftet at åbne et kontor i København, der skal arbejde med 'Freyja'. Det er det europæiske system mod ballistiske missiler, som Ukraine udvikler sammen med en række europæiske lande.

Kontoret skal ifølge Zelenskyj samle folk fra flere lande, som skal arbejde sammen med de forskellige virksomheder i projektet. Og det hele skal løses inden en måned.

Zelenskyj kalder systemet "Freya" og Fire Point er den ukrainske virksomhed bag projektet.

Ukraine har i høj grad brug for systemet og allerhelst til vinter. "Vi håber snart, at vi får lov at se, hvordan det første antiballistiske system vil virke," sagde han ifølge Ritzau.

**Hvad er Freyja?**

Freyja er et system til at skyde ballistiske missiler ned. Det er den type missiler, Rusland bruger mod ukrainske byer, og de er svære at stoppe, fordi de flyver med flere gange lydens hastighed.

Projektet blev søsat i Paris den 13. juli. Her underskrev Ukraine en erklæring sammen med Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Norge, Spanien, Sverige og Storbritannien om en fælles koalition mod ballistiske missiler.

NATO og EU var også repræsenteret. I sin tale i Folketinget sagde Zelenskyj i dag, at nu har 11 lande sluttet sig til.

Arbejdet er delt op.

Ukraine leverer selve interceptor-missilet FP-7.X og affyringsrampen, begge udviklet af Fire Point. En affyringsrampe skal kunne bære fire til seks missiler, skriver Reuters.

De europæiske partnere leverer radarer, målsøgning og kommandosystem. Norske Kongsberg bygger kommandocentralen, der skal binde systemet sammen, mens tyske Diehl Defence forhandler med Fire Point om målsøgeren.

Blandt de øvrige virksomheder er Thales, Hensoldt, Saab, Leonardo, MBDA, Eurosam, Safran, Sener og danske Weibel Scientific.

Systemet har det, Ukraine kalder en åben arkitektur. Det betyder, at hvert land kan sætte sin egen radar på. Danmark kan vælge en dansk Weibel-radar, og Sverige kan vælge Saab, ifølge Reuters.

Systemet skal også kunne tale sammen med andet luftforsvar via NATO's datalink-standard Link 16, skriver det ukrainske medie NV.

**Billigere end Patriot**

Det vigtigste argument for Freyja er prisen. Fire Points administrerende direktør, Iryna Terekh, sagde til Reuters, at målet er under 1 million euro, cirka 7,5 millioner kroner, per interceptor. Det svarer ifølge hende til mellem en fjerdedel og en sjettedel af prisen på et amerikansk Patriot-missil.

Fabian Hoffmann fra Norsk Institutt for Forsvarsstudier peger over for Reuters på, at det kræver flere missiler at være sikker på at ramme.

Hvis man skal holde risikoen for, at seks skud i træk misser, under fem procent, skal hvert missil ramme cirka 40 procent af gangene. Han kalder alligevel prismålet "ret imponerende", hvis det holder.

**Hvad betyder det for Europa?**

I dag er Europa afhængigt af amerikanske Patriot-systemer og det fransk-italienske SAMP/T, når ballistiske missiler skal skydes ned.

Der er få producenter, og ventelisten er lang.

I Folketinget onsdag sagde han, at Europa har brug for sit eget forsvar mod ballistiske missiler, som kan produceres hurtigt, i stor skala og billigt.

Han kaldte ballistiske missiler det farligste våben i Ruslands arsenalHanog han mener, at et eget system vil gøre Europa mindre afhængigt af andre lande og styrke kontinentets position i NATO.

Han har tidligere sagt, at Freyja vil give europæerne mulighed for selv at "beslutte, hvor mange systemer Europa har brug for, og hvor de skal placeres", skriver UNN.

For Danmark rækker projektet ud over et kontor. Weibel Scientific er blandt radarleverandørerne, og Fire Point er i gang med at bygge en fabrik til fast raketbrændstof ved Vojens tæt på Flyvestation Skrydstrup. .

**Endnu ikke testet mod et rigtigt mål**

Systemet findes endnu ikke i en færdig udgave. Den 26. oktober sagde Zelenskyj, at "Ukraine har gjort, hvad det skulle", mens partnerlandene stadig arbejder på deres dele.

Davyd Aloian, der koordinerer projektet fra Ukraines nationale sikkerheds- og forsvarsråd, har sagt til Reuters, at en prototype skal stå klar i første halvdel af 2027.

Fire Point regner med den første vellykkede nedskydning af et ballistisk missil i midten af 2027.

"Vi prøver at presse et program, der normalt tager 20 eller 30 år, ned på et par år," sagde Terekh til Reuters i august.

Det amerikanske tidsskrift Responsible Statecraft skriver i en analyse, at Zelenskyj sælger Freyja som en enkel løsning på Europas behov, og at Kyiv dermed forsøger at bygge Ukraine direkte ind i Europas sikkerhedsarkitektur.

Tidsskriftet peger på, at store fælleseuropæiske våbenprojekter tidligere er gået i stå bla. det fransk-tyske kampflyprojekt FCAS som eksempel.

Fire Point har desuden været under efterforskning af Ukraines antikorruptionsbureau, NABU, der har undersøgt, om virksomheden har overvurderet priser og mængder i statslige droneindkøb.

## Kilder
- [Ukraine’s Fire Point starts to integrate European tech into missile defense system](https://www.defensenews.com/global/europe/2026/08/04/ukraines-fire-point-starts-to-integrate-european-tech-into-missile-defense-system/)
- [Freyja Anti-Ballistic System Prototype Expected in First Half of 2027](https://united24media.com/war-in-ukraine/freyja-anti-ballistic-system-prototype-expected-in-first-half-of-2027-21109)
- [Ukraine's partners in the Freyja anti-ballistic program are working on its implementation 24/7 — Fire Point CEO](https://unn.ua/en/news/ukraines-partners-in-the-freyja-anti-ballistic-program-are-working-on-its-implementation-247-fire-point-ceo)
- [Ukraine completes work on new missile defense system Freyja](https://www.defensenews.com/global/europe/2026/10/30/ukraine-completes-work-on-new-missile-defense-system-awaits-european-partner-components/)
- [Freyja (missile system)](https://en.wikipedia.org/wiki/Freyja_(missile_system))
- [Ukraine, 9 European partners launch anti-ballistic missile coalition to support Freya air defense project](https://kyivindependent.com/ukraine-european-partners-launch-anti-ballistic-missile-coalition/)
- [Fire Point is the architect of the new pan-European missile defense system, FREYJA](https://firepoint.technology/en/blogs/fire-point-is-the-architect-of-the-new-pan-european-missile-defense-system-freyja/)
- [Ukraine and Denmark discuss opening Copenhagen office to develop European missile defence system](https://cphpost.dk/2026-11-11/news/round-up/ukraine-and-denmark-discuss-opening-copenhagen-office-to-develop-european-missile-defence-system/)

## Dokumentation

Denne version af artiklen er registreret på Concordium-blockchainen: https://y.dk/proof/95640a65-b0b1-46a2-aa17-f154c16ad4cf

---

Kilde: y.dk, https://y.dk/fire-point-udvikler-europaeisk-ukrainsk-missilforsvar
