“Det er ikke let at være rig,” skrev en læser sarkastisk.

Det gik hurtigt op for Beile Grünbaum, at det blogindlæg, hun troede var ganske uskyldigt, åbenbart blev opfattet som alt andet.

En anden mente, at hun var grisk, mens en tredje kaldte hendes beretning for en “overklassefortælling”.

Blogindlægget handlede om at have penge nok og alligevel bekymre sig om sin økonomi. Beile Grünbaum brugte sig selv som eksempel, og det udløste en byge af vrede kommentarer. Men der er særlig ét skældsord, der går hende på.

“At blive kaldt overklasse var for mig sådan helt absurd,” siger hun til Y.

For bag formuen, det store hus og tilværelsen i Portugal ligger en barndom, som de færreste ville forbinde med overklassen.

Intet at spise

Beile Grünbaum voksede op i fattigdom. Hendes mor var alkoholiker og ude af stand til at beholde et job i længere tid.

Hendes forældre blev skilt, da hun var et år gammel, og faderen var kun sporadisk en del af hendes barndom. Men senere skulle han få afgørende betydning for hendes liv.

Nogle gange forsvandt moderen hjemmefra, og der var ikke noget at spise. Så måtte hun gå på jagt i de næsten tomme skabe. En af de ting, hun fandt at spise, var tomatkoncentrat.

Beile Grünbaum havde med andre ord alle odds imod sig. Men hun ser i dag en direkte forbindelse mellem barndommens kaos og sit eget ønske om at skabe et økonomisk trygt liv.

“Jeg kan faktisk huske, at jeg tænkte, at jeg ikke ville være sådan som min mor. Jeg tænkte: Jeg skal aldrig, aldrig nogensinde blive sådan her.”

“Så jeg er meget motiveret af ikke at være min mor. Det lyder helt åndssvagt, men jeg klarer det godt.”

Og det gør hun. I dag er Beile Grünbaum økonomisk uafhængig og driver Grünbaum Value Invest og undervisningsvirksomheden Penge og Frihed.

Hun har med andre ord brudt den sociale arv. Men selvom vi normalt hylder mønsterbryderne i vores samfund, oplever hun, at hendes succes gør hende til en skydeskive.

En forkert mønsterbryder

Måske fordi hun med danske øjne er den forkerte slags mønsterbryder.

Hun mener, at det hænger sammen med en dansk tilbøjelighed til at inddele mennesker i økonomiske klasser og tillægge dem bestemte egenskaber. Hvis man har mange penge, må man også være et dårligt menneske.

“Jeg tror, det kommer fra en idé om, at samfundet er ligesom delt op i nogle uretfærdige kasser, og at forskellen er uretfærdig.”

I hendes øjne er det en måde at betragte samfundet på, hvor det enkelte menneskes muligheder for at ændre sin egen tilværelse forsvinder.

Hun har tidligere studeret og opholdt sig i USA og peger på, at kulturen her er en anden.

“Der er på mange måder en negativ stemning omkring succes i Danmark. Man bliver kaldt overklasse eller andre ord, der indikerer, at man snylter på andre eller gør noget forkert. Der er noget jantelov over det.”

“Hvor man i USA siger ‘good for you’, og man roser hinanden og bliver lidt nysgerrig. Hvordan har du så gjort det?”

Måske provokerer det nogle, at du taler om investeringer, som om kun mentaliteten holder en tilbage. Anerkender du, at nogle mennesker ikke har råd til at lægge penge til side, trods hårdt arbejde?

"Den køber jeg simpelthen ikke. For man kan altid begynde et sted. Jeg begyndte selv, da jeg var på dagpenge, efter at være blevet fyret."

Velfærdsstatens bagside

Så hvor kommer forskellen fra? Hun peger på velfærdsstaten.

Beile Grünbaum mener, at den danske velfærdsstat har været med til at forme en kultur, hvor borgerne i for høj grad overlader ansvaret for deres økonomiske sikkerhed til det offentlige.

“På mange måder er det fint med et socialt sikkerhedsnet. Det er jo også fint, at vi kan redde de svageste. Men det har nok påvirket vores kultur, at vi altid har noget at falde tilbage på,” siger hun.

Specifikt mener hun, at danskernes opbakning til velfærdsstaten har gjort dem skeptiske over for aktier og investeringer – lige netop det, hun har opnået sin økonomiske frihed ved.

Så når hun i dag opfordrer andre til at spare op, investere og tage større ansvar for deres egen økonomi, tror hun, at det udfordrer en grundlæggende dansk selvforståelse.

“Jeg tror, det er det her med, at vi gerne vil beskytte status quo. Så når der kommer nogen og siger noget nyt, der bryder imod det samfund, vi har, og opfordrer os til at gøre noget andet, så er det superprovokerende.”

Men hun er ikke ude på at provokere. Hun peger på, at staten faktisk ikke længere er det sikkerhedsnet, den har været.

“Vi har skåret ned på dagpengeperioden og ned for, hvor lang tid man kan være på overførselsindkomst, når man ikke er meget syg. Men vores økonomiske kultur er ikke fulgt med.”

“Man bliver nødt til at spare op, og man bliver nødt til at investere. Ikke bare for at blive økonomisk uafhængig, men for at være forberedt i livet og pensionen,” siger hun.

Men hendes syn på penge og personligt ansvar blev ikke kun formet af det, hun manglede som barn. Også hendes far kom til at spille en afgørende rolle.

Genforenet med faderen

Efter at hendes mor havde gjort alt for at holde ham ude af deres liv, fik Grünbaum som 13-årig endelig chancen for at flytte hjem til ham.

Livet med hendes far, Isi Grünbaum, var meget anderledes end det, hun kom fra. Han var økonom og gik op i rutiner og regler.

“Han var lidt skrap i det. Men jeg var meget tryg ved ham.”

Han gav hende et betalingskort og friheden til at bruge sine penge, som hun ville. Fra sidelinjen hjalp han hende med at sætte mål for, hvad hun kunne tænke sig, og lærte hende at spare op til det.

Men trygheden blev kortvarig. Kun to år fik hun med sin far.

Da hun var 15 år, døde han af et hjertestop. Men hun husker ikke, at hun af den grund så sig selv som en, der nu to gange var blevet frarøvet et trygt hjem.

“Jeg kan faktisk huske, at jeg allerede dengang arbejdede meget med måden, jeg så på ting. Så jeg valgte at tænke: Hvor er jeg heldig – jeg nåede at få to år med min far. Jeg nåede at lære ham at kende, og han nåede at lære mig en masse ting,” siger hun.