Hvorfor skal "vores far" blandes ind i det?

Jeg vil ikke til bruge den nye oversættelse af Fadervor i min kirke.

Den nye prosaoversættelse er alt for 'flad' i sproget og klodset i formuleringen. Ingen rytme. Har mistet sin sproglige kraft og højtidelige patos.

En bøn skal være være enkel, rytmisk og slagkraftigt formuleret. Lige som et godt digt. Det er det, der gør, at den er nem at lære udenad.

Ingen andre religioner beskæftiger sig med at opdatere deres hellige sprog hvert andet årti. Vi vil have alting, også fortiden, skal tilpasses os, mens vi selv ikke orker at anstrenge os for at tilpasse os og lære det sprog som vi deler med vores forfædre.

Mine konfirmander er meget enige. I dag læste vi den nye oversættelse og prøvede på at finde en rytme - 8 ud af 9 konfirmander kan bedst lide "den gamle".

Som en konfirmand sagde: Hvorfor skal min far blandes ind i det?

Prøveoversættelsen 2026:

“"Vores far, du som er i himlen! Lad dit navn være helligt, dit rige komme, din vilje ske, på jorden ligesom i himlen! Giv os i dag vores daglige brød. Tilgiv os vores skyld, ligesom vi tilgiver andres skyld mod os. Før os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er riget og magten og æren i evighed. Amen!"”

Oversættelse fra 1948 og den seneste fra 1992 er smukkere og mere højtidelig:

“"Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det døde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen."”