Kajsa troede, hun kendte Sverige. Så stod fire blodige teenagere foran hendes dør
En oplevelse i det svenske villakvarter og reaktionerne på Hamas' angreb den 7. oktober ændrede noget for Y's nye debattør. Nu vil hun skrive om frihed, ekstremisme og de grænser, også højrefløjen bør kende.
Hvordan vil du præsentere dig selv for Y's læsere, som ikke kender dig endnu?
Jeg har to pas, og mine børn vokser op som tosprogede i Sverige, mens mit eget hjerte altid længes hjem til Danmark.
Jeg er født i de svenske fjelde og voksede op i Nordjylland med en dansk far og svensk mor. I ti år var også København mit hjem, ligesom Oslo og USA var det i perioder. I 2018 flyttede jeg tilbage til Sverige, hvor vi i dag bor med vores to drenge.
I dag går meget af mit arbejde ud på at få mennesker, der ikke plejer at tale sammen, til at gøre det, og det er vel også det, jeg prøver på, når jeg skriver.
Hvad i din opvækst har især formet dit syn på verden?
Det gjorde en familie, der ikke havde glemt, hvor den kom fra. Jeg blev opdraget til at bidrage til familien, til lokalsamfundet, til landet og til dem, der kommer efter, og hjemme hos os mente man det bogstaveligt.
Fra familien har jeg selvstændigheden, retskaffenheden, nysgerrigheden og troen på, at det meste kan lade sig gøre, hvis man sætter sig det for med et smil. Det er, så vidt jeg kan se, borgerlighed, før den fik et partibogstav.
Hvilke enkelte oplevelser har haft størst betydning for de holdninger, du har i dag?
Den ene var flytningen tilbage til Sverige i 2018. Vi havde boet i huset i knap fire måneder, da politiet pågreb fire blodige teenagere på trappetrinnet uden for døren. Det er ellers ikke et utrygt eller dårligt villakvarter, men det var ikke det Sverige, jeg kendte som barn.
De fire var andengenerationsindvandrere, født i Sverige ligesom jeg, men vokset op i et helt andet land end det jeg kendte fra min barndom.
Angrebet på Israel den 7. oktober og jublen over Hamas' ondskab på torvene i Europa fik mig til at tage bladet fra munden. Jeg kunne ikke længere holde mig fra at skrive om demokrati og ytringsfrihed, om æresdrab og om social kontrol på universiteterne, og så hed det sig, at jeg havde fået "voldsomme" holdninger.
I indbakken lå beskeder fra folk, der havde troet, at jeg var et godt menneske.
Hvilke emner kommer du især til at skrive om på Y, og hvorfor optager de dig?
Jeg kommer til at skrive om friheden og prisen for at bruge den, om ekstremismen, både den islamistiske og den højreekstreme, men ligeledes om mødet mellem det borgerlige og vores fremtids teknologier og deres muligheder. Emnerne optager mig, fordi jeg har to drenge, der skal vokse op i det, vi efterlader dem. Og de skal lære tingene nu og ikke i morgen.
Hvilken af dine holdninger forventer du vil udfordre Y's læsere mest?
Mit gæt er, at det bliver min modvilje mod ordet remigration.
Jeg vil have, at afviste asylansøgere og folk uden lovligt ophold rejser hjem, og at dobbelte statsborgere kan miste statsborgerskabet for terror, spionage og grov organiseret kriminalitet, ja, selv antidemokratiske holdninger. Jeg forstår også godt, at ordet lyder som handlekraft for den, der er træt af udvisningsdomme uden udvisninger.
Men ordet har fået sit politiske indhold hos den østrigske identitære Martin Sellner, hvis plan også omfattede det, han kaldte ikke-assimilerede statsborgere. Når nogen siger remigration, ved jeg derfor ikke, om de mener den afviste asylansøger eller naboen med dansk pas. Over for statsborgere går min grænse ved det, en domstol har dømt dem for, og aldrig ved, hvad andre synes om deres tro eller deres udseende.
At vi så kan have brug for at skrive lovene om, er noget andet.
Kajsa troede, hun kendte Sverige. Så stod fire blodige teenagere foran hendes dør
En oplevelse i det svenske villakvarter og reaktionerne på Hamas' angreb den 7. oktober ændrede noget for Y's nye debattør. Nu vil hun skrive om frihed, ekstremisme og de grænser, også højrefløjen bør kende.
Hvordan vil du præsentere dig selv for Y's læsere, som ikke kender dig endnu?
Jeg har to pas, og mine børn vokser op som tosprogede i Sverige, mens mit eget hjerte altid længes hjem til Danmark.
Jeg er født i de svenske fjelde og voksede op i Nordjylland med en dansk far og svensk mor. I ti år var også København mit hjem, ligesom Oslo og USA var det i perioder. I 2018 flyttede jeg tilbage til Sverige, hvor vi i dag bor med vores to drenge.
I dag går meget af mit arbejde ud på at få mennesker, der ikke plejer at tale sammen, til at gøre det, og det er vel også det, jeg prøver på, når jeg skriver.
Hvad i din opvækst har især formet dit syn på verden?
Det gjorde en familie, der ikke havde glemt, hvor den kom fra. Jeg blev opdraget til at bidrage til familien, til lokalsamfundet, til landet og til dem, der kommer efter, og hjemme hos os mente man det bogstaveligt.
Fra familien har jeg selvstændigheden, retskaffenheden, nysgerrigheden og troen på, at det meste kan lade sig gøre, hvis man sætter sig det for med et smil. Det er, så vidt jeg kan se, borgerlighed, før den fik et partibogstav.
Hvilke enkelte oplevelser har haft størst betydning for de holdninger, du har i dag?
Den ene var flytningen tilbage til Sverige i 2018. Vi havde boet i huset i knap fire måneder, da politiet pågreb fire blodige teenagere på trappetrinnet uden for døren. Det er ellers ikke et utrygt eller dårligt villakvarter, men det var ikke det Sverige, jeg kendte som barn.
De fire var andengenerationsindvandrere, født i Sverige ligesom jeg, men vokset op i et helt andet land end det jeg kendte fra min barndom.
Angrebet på Israel den 7. oktober og jublen over Hamas' ondskab på torvene i Europa fik mig til at tage bladet fra munden. Jeg kunne ikke længere holde mig fra at skrive om demokrati og ytringsfrihed, om æresdrab og om social kontrol på universiteterne, og så hed det sig, at jeg havde fået "voldsomme" holdninger.
I indbakken lå beskeder fra folk, der havde troet, at jeg var et godt menneske.
Hvilke emner kommer du især til at skrive om på Y, og hvorfor optager de dig?
Jeg kommer til at skrive om friheden og prisen for at bruge den, om ekstremismen, både den islamistiske og den højreekstreme, men ligeledes om mødet mellem det borgerlige og vores fremtids teknologier og deres muligheder. Emnerne optager mig, fordi jeg har to drenge, der skal vokse op i det, vi efterlader dem. Og de skal lære tingene nu og ikke i morgen.
Hvilken af dine holdninger forventer du vil udfordre Y's læsere mest?
Mit gæt er, at det bliver min modvilje mod ordet remigration.
Jeg vil have, at afviste asylansøgere og folk uden lovligt ophold rejser hjem, og at dobbelte statsborgere kan miste statsborgerskabet for terror, spionage og grov organiseret kriminalitet, ja, selv antidemokratiske holdninger. Jeg forstår også godt, at ordet lyder som handlekraft for den, der er træt af udvisningsdomme uden udvisninger.
Men ordet har fået sit politiske indhold hos den østrigske identitære Martin Sellner, hvis plan også omfattede det, han kaldte ikke-assimilerede statsborgere. Når nogen siger remigration, ved jeg derfor ikke, om de mener den afviste asylansøger eller naboen med dansk pas. Over for statsborgere går min grænse ved det, en domstol har dømt dem for, og aldrig ved, hvad andre synes om deres tro eller deres udseende.
At vi så kan have brug for at skrive lovene om, er noget andet.
