Køen er tom

Ritzau/Scanpix
Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om en ny skatteaftale, der i 2030 skal give skatte- og afgiftslettelser for 11 milliarder kroner. Skatteaftalen præsenteres torsdag formiddag i Skatte- og Vækstministeriet.
Selskabsskatten sænkes fra 22 til 19 procent. Regeringen forlænger skatterabatten på elbiler, der koster over 366.000 kroner, med endnu et år. Toptopskatten afskaffes. Mellemskatten afskaffes.
Dansk Folkeparti har sikret, at afgiften på benzin og diesel sænkes med omkring to kroner i et år. Dansk Folkeparti vil stemme for den samlede skatteaftale.
Enhedslisten og Alternativet vil ikke støtte regeringens skatteplan. Regeringen har den seneste tid været i forhandlinger med de borgerlige partier for at finde et flertal.
Finansordfører i Dansk Folkeparti Anders Vistisen siger, at "for Dansk Folkeparti er dette en milepæl" ved præsentation af skattereform.
Han påpeger, at partiet har fået "den største nedsættelse" af benzin- og dieselpriserne.
Sebastian Elias Uth / Ritzau Scanpix
Den nye skattepakke rummer skattelettelser for 11 millarder kroner.
Det er blandt andet derfor, man kan se skatteministeren juble på et opslag på X.
Skattelettelserne kommer ikke med det samme, men bliver indfaset frem mod 2030, så der går lidt tid før det slår helt igennem.
Ifølge aftalen vil næsten 619.000 danskere opleve, at deres rådighedsbeløb stiger med 7.200 kroner - men altså først i 2030.
En anden skattesænkning er selskabsskatten sænkes med 3 procent point til 19 procent. Det betyder besparelsen på 6.4 milliarder kroner. Der ligger dog en medfinansiering fra erhvervslivets side på næsten 3 milliarder og lægger man alle tal sammen vil erhvervslivet næsten selv finansiere deres skattelettelse.
Sebastian Elias Uth / Ritzau Scanpix
Regeringen kommer efter alt at dømme til at udsætte en række centrale skattelettelser for at levere på Dansk Folkepartis krav om billig benzin og diesel. Det erfarer Y fra flere kilder.
Dansk Folkeparti har tidligere krævet, at prisen på en liter benzin eller diesel skal ned med to kroner. Det koster i sig selv to milliarder, som man har været nødt til at finde finansiering til under forhandlingerne.
Det betyder at regeringen sandsynligvis udsætter nogle centrale planlagte skattelettelser. Angiveligt i et år. Det gælder afskaffelsen af mellemskatten, samt sænkelse af aktiebeskatning og selskabsskat.
Regeringens skattepakke har ellers bebudet at sænke selskabsskatten fra 22 til 19 procent, at fjerne mellemskatten for indkomster over 58.000 kroner om måneden samt at afskaffe toptopskatten for indkomster på omkring 235.000 kroner om måneden.
Det er stadig gældende. Men nogle dele udsættes altså.
Til gengæld så ser det ud til, at de dyrere registreringsafgifter på elbiler IKKE stiger til nytår, som ellers var en del af regeringens finanslovsforslag.
Y kunne tidligere på dagen erfare, at regeringen var tæt på at lukke en aftale om en skattereform med Dansk Folkeparti.
Engin Akyurt / Pexels
Torsdagens skatteaftale er ikke så interessant i sig selv. Det er de politiske konsekvenser af den, som i virkeligheden er den store bombe.
Først og fremmest så løb Morten Messerschmidt med en politisk sejr. Han fik billigere diesel og benzin, som Dansk Folkeparti har prædiket de vil have næsten lige så meget, som de har talt om lavere fødevarepriser og færre indvandrere.
Men han har også etableret, at Dansk Folkeparti er en magtfaktor i blå blok. Kan man lave én aftale med regeringen, så kan man lave flere. Det vender vi tilbage til.
Først og fremmest, så vandt Messerschmidt en klar og synlig sejr. Han sikrede en besparelse et sted, hvor den er synlig for danskerne.
Når de står og fylder bilen op, så vil mange lægge mærke til, at det kostede cirka 100 kroner mere sidste gang. Og i samme ombæring måske sende en varm tanke til Morten Messerschmidt.
Der er ikke tale om formuer, men som Messerschmidt selv siger torsdag, så er det et skridt på vejen.
Aftalen rammer også de fire andre blå partier i blå blok, som længe troede, at de stod meget stærkt på det politiske spillebræt, da de slog sig sammen og insisterede på, at enten lavede man en aftale med dem alle eller ingen af dem.
Man havde forregnet sig. Og der er uenighed i blå blok, om man havde taget Dansk Folkeparti nok med i de overvejelser.
Men det var i hvert fald ikke godt nok. Regeringen kunne sikre de mandater, som de manglede for at skabe flertal for deres aftale blot ved at ringe til Messerschmidt.
Dansk Folkeparti sad ellers udenfor i starten, og havde slet ikke fået en invitation til skatteforhandlingerne. Sådan sad partiet i hjørnet og lignede et overset barn, som man havde glemt at købe julegave til.
Og selv da Dansk Folkeparti pludselig kom med ind i forhandlingerne, så regnede de fleste med, at det ville ende med en aftale uden om dem.
Man ville måske bruge Dansk Folkeparti til at få de fire andre blå partier lidt ned i pris, hvis man kan sige det sådan.
Med Dansk Folkepartis aftale, så har de fire andre blå partier fået genopfrisket en basal læring i dansk politik, som man åbenbart havde glemt. Nemlig, at man skal man kunne tælle til 90.
Det kan man, hvis man tager regeringens mandater og slår dem sammen med Dansk Folkepartis.
Og dermed kan Dansk Folkeparti også lade resten af blå blok sejle sin egen sø, hvis man vil lave aftaler med regeringen. Ganske som det er sket i dette tilfælde.
Dermed sender aftalen også dette klare politisk signal til resten af blå blok: “I skal ikke sidde og snakke sammen uden om Dansk Folkeparti. Så bliver I efterladt på sidelinjen”
Der er et forsoningsarbejde, som skal i gang i den borgerlige lejr.
Hvis jeg var politisk rådgiver i blå blok, så ville jeg sætte det i gang hurtigst muligt.
For ellers får regeringen også splittet oppositionen næste gang.
Sebastian Elias Uth / Ritzau Scanpix
Det er en større aftale, som regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om. Der er mange detaljer, men her er, hvad Y foreløbig erfarer, at aftalen indeholder:
Hele aftalen præsenteres ved et pressemøde kl 11.30.
Regeringen har indgået en skatteaftale med Dansk Folkeparti.
Det oplyser Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, til Ritzau.
"Vi har lavet en aftale med regeringen - en større vækst- og skatteomlægning, hvor det, som har været det helt centrale for os, er at få en reduktion af benzin- og dieselafgiften", siger han.
Fra 2027 bliver afgiften på benzin og diesel sænket med omkring to kroner per liter som en midlertidig afgiftslettelse, der gælder et år.
Det var kravet fra Dansk Folkeparti for til gengæld nu at ville stemme for regeringens forslag til en skatteaftale, der blandt andet indeholder en sænkelse af selskabsskatten og en fjernelse af toptopskatten og mellemskatten.
Afgiftslettelserne på benzin og diesel skal finansieres ved en senere indfasning af selskabsskatten og mellemskatten.
Den fulde aftale bliver præsenteret torsdag klokken 11.30 i Skatte- og Vækstministeriet.
Da støttepartierne Enhedslisten og Alternativet ikke vil støtte regeringens skatteplan, har regeringen den seneste tid været i forhandlinger med de borgerlige partier for at finde et flertal.
Forhandlingerne har kørt i to spor: Et med Dansk Folkeparti alene og et med de fire andre borgerlige partier samlet.
Og det er altså endt med at være Dansk Folkeparti, som regeringen har fået med på en aftale, hvor en DF-mærkesag nu er kommet med.
Partiet har gennem længere tid talt for, at afgifterne på benzin og diesel skal sænkes.
I valgkampen i marts lød det eksempelvis fra Morten Messerschmidt, at han ville sænke afgifterne, så en liter benzin og diesel igen koster under ti kroner.
Benzin- og dieselpriserne står i dag til at koste henholdsvis cirka 16 og 18 kroner per liter.
Priserne kommer derfor heller ikke under de ti kroner.
"Så skulle vi nok have haft en blå regering. Vi må kæmpe med det Folketing og den regering, som vælgerne har valgt", siger Messerschmidt.
Spørgsmål: Er du ikke bange for, at der er nogle af dine vælgere, der vil blive skuffede over, at det kun er to kroner?
"Nej. Hvis man tænker på, hvad det er for et Folketing, vi har, at Dansk Folkeparti ikke er medlem af regeringen, og at vi har kæmpet den her kamp alene, så tror jeg faktisk, at de fleste vil kippe med hatten og anerkende, at det er ret godt håndværk."
Morten Messerschmidt påpeger videre, at skatteaftalen "bliver samlet en markant større skattelettelse, end det, der oprindelig var lagt op til" fra regeringen.
Spørgsmål: Ved at gå med i den her aftale, er du så ikke med til at give regeringen og dermed også Mette Frederiksen en politisk sejr?
"Jeg synes, at det er danskerne, der har fået en sejr. Det er dem, der får billigere benzin og diesel og i øvrigt også en række andre skattelettelser."
"Det er sådan, at jeg vælger at se på det."
Han har - også ved at indgå en aftale uden de andre borgerlige partier - haft fokus på at "påvirke tingene i den retning, som vi har lovet vælgerne".
"Faktisk er jeg lidt stolt af, at selv i en erklæret meget grøn og rød regering - at det så lykkes at levere en sejr på noget så centralt for os som benzin- og dieselpriser."
Onsdag aften annoncerede klimaminister Samira Nawa (R), at skatteaftalen også kommer til at indeholde en forlængelse af skatterabatten på elbiler, der koster over 366.000 kroner, med endnu et år.
I regeringens oplæg til næste års finanslov skulle den rabat ellers bortfalde fra årsskiftet.
Sebastian Elias Uth / Ritzau Scanpix
Skatteaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti er nu underskrevet. Med aftalen får DF gennemført en midlertidig lettelse, der ifølge TV 2 skal sænke prisen på benzin og diesel med to kroner literen næste år.
Billigere brændstof er ifølge Morten Messerschmidt partiets næstvigtigste mærkesag efter udlændingepolitikken.
"Det her er et bevis på, at når man kæmper hårdt, kan man godt få sine ting igennem. Det er en regering med SF og de Radikale, så det viser jo, at tingene godt kan lade sig gøre," siger Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti, til TV 2.
Han forklarer også, at han ikke kan se en bedre måde "at æde Lars Løkke på" end ved at få Moderaterne til at stemme Dansk Folkepartis politik igennem nede i Folketingssalen.
Resultatet er dog mindre vidtgående end valgkampens løfte om benzin til 9,50 kroner literen. Samtidig gælder lettelsen kun i ét år.
Thomas Traasdahl / Ritzau Scanpix
Regeringen vil forlænge skatterabatten til elbiler, der koster over 366.000 kroner, med endnu et år.
Det siger klimaminister Samira Nawa (R).
"Det bliver nemmere at tage det grønne valg, og vi har i regeringen lyttet til, at der blandt danskerne er en stor appetit på at køre grønt."
I regeringens oplæg til finansloven for 2027 foreslog regeringen at lade skatterabatten frafalde fra årsskiftet. Det betød konkret, at man ville sænke grænsen for, hvornår elbiler er fritaget for registreringsafgift, fra 420.000 kroner til 366.000 kroner per elbil.
Det ville skaffe statskassen 800 millioner kroner i finansiering.
Efter hårde forhandlinger dropper regeringen nu den finansieringskilde og lader rabatten fortsætte et år mere.
Klimaminister Samira Nawa erkender, at der ikke er beregnet nogen klimaeffekt på tiltaget.
"Men det betyder, at dem, der måske går og tygger lidt på, om deres fossilbil skal udskiftes med en elbil, i hvert fald får et fortsat økonomisk incitament og håndsrækning til det, nu hvor afgifts-stigningen ikke indtræder," siger hun.
Myndighedernes seneste klimafremskrivning viser, at andelen af elbiler vil vokse stødt de kommende år.
Også under forudsætning af, at registreringsafgiften ville blive indfaset igen på elbiler til over 366.000 kroner, som generelt betragtes som værende i den dyre ende af prislisten.
Samira Nawa, er der dermed tale om, at I giver en skatterabat til de borgere, der i forvejen har råd til at købe en af de dyrere elbiler?
"Det er i hvert fald nogle af de populære elbiler, og der er et stort ønske om fortsat at kunne komme væk fra sin fossile bil og over i en elbil," siger hun.
Tiltaget udspringer af de aktuelle forhandlinger om både finansloven og skatteaftalen, som regeringen har ført med Folketinget dette efterår.
Onsdag har flere medier kunne erfare, at regeringen er på vej til at indgå en skatteaftale med Dansk Folkeparti – uden de resterende blå partier.
Her fremgår det af medierne, at regeringen og Dansk Folkeparti også vil sænke afgifterne på benzin og diesel, således at det i et år vil være to kroner billigere at tanke benzin og diesel.
Samira Nawa, hvis I samtidig sænker afgifterne på benzin og diesel, går det sorte og grønne så ikke lige op?
"Elementer i den skatteaftale, som skatteministeren aktuelt forhandler, kan jeg ikke på nuværende tidspunkt sige noget om," siger hun.
Ministeren vil heller ikke oplyse, hvordan de 800 millioner tabte kroner for statskassen skal finansieres. Det vil fremgår af finansloven for 2027, lyder det.
Foto: Marie Hald / Folketinget