---
title: "Lyt til Mohamed Abdi Khan. Han siger sandheden om tørklædet"
url: https://y.dk/lyt-til-mohamed-abdi-khan-han-siger-sandheden-om-toerklaedet
id: 6f2bc67a-6fc6-4925-9141-8e946c15e973
type: opinion
language: da
author: "Siyoo Ahmed Ali"
published: 2026-11-22T06:30:00.173Z
updated: 2026-11-22T06:30:00.173Z
full_text: true
proof: https://y.dk/proof/6f2bc67a-6fc6-4925-9141-8e946c15e973
publisher: y.dk
terms: https://y.dk/vilkaar
---

# Lyt til Mohamed Abdi Khan. Han siger sandheden om tørklædet

Af Siyoo Ahmed Ali · Publiceret 2026-11-22T06:30:00.173Z

Hvorfor skal en far vælge mellem sin Gud og sit eget barn? Og hvorfor skal et barn miste sin far for at vælge sin egen vej i livet?

Det er faktisk det spørgsmål, jeg sidder tilbage med efter at have læst en udskrift af Mohamed Abdi Khans interview med RADIO IIII.

For manden lægger ikke engang skjul på det. Han siger direkte, at det er HAM, der bestemmer, at hans datter skal bære tørklæde.

Ikke datteren. HAM!

Så tak for at slå det fast, Mohamed Abdi Khan!

Og så skal vi stadig høre på, at børn selv vælger at gå med tørklæde? Come on!

Børn vælger ikke frivilligt at påtage sig religiøse forpligtelser, som de knap nok er gamle nok til at forstå konsekvenserne af. Det er de voksne, der træffer beslutningerne. Det er deres forventninger, deres regler og deres religion, børnene vokser op med.

Hvis det ikke er direkte tvang, så er det skyldfølelse. Hvis det ikke er skyldfølelse, så er det gruppepres. Fra familien, vennerne og det religiøse miljø.

Fra familien, vennerne og det religiøse miljø.

Og det er præcis sådan, social kontrol fungerer. Den behøver ikke altid komme med trusler. Nogle gange er det nok, at et barn ved, hvad der forventes, og hvad der sker, hvis man ikke lever op til det.

Men det mest vanvittige ved hele interviewet er faktisk ikke engang tørklædet.

Det er det, han siger om sin datter, når hun bliver voksen.

Hvis hun en dag vælger at forlade islam, vil han ikke længere være hendes far. Han vil afbryde kontakten med hende. Og han siger, at han er bundet til at gøre det.

Bundet!

Prøv lige at tænke over det ord.

En voksen mand mener altså, at hans religion forpligter ham til at vende ryggen til sit eget barn, hvis hun en dag ikke længere tror på det samme som ham.

Og det er her, jeg synes, vi skal stille nogle langt mere grundlæggende spørgsmål.

Hvis islam er den sande religion, hvorfor er det så nødvendigt at holde mennesker fast i den?

Hvis Allah er den almægtige Gud, og hans ord er den endelige sandhed, hvorfor skulle den sandhed så have behov for menneskers tvang, kontrol og trusler om udstødelse?

Burde sandheden ikke kunne stå alene?

En sandhed ophører jo ikke med at være sand, fordi nogen tvivler på den. Den bliver heller ikke mindre sand, fordi nogen afviser den.

Så hvorfor denne frygt for, at mennesker forlader religionen?

Hvorfor skal et menneskes samvittighed underordnes familiens forventninger?

Hvorfor skal troen kontrolleres af andre mennesker?

Og hvorfor skal kærligheden mellem forældre og børn gøres afhængig af religiøs lydighed?

For hvad er en tro egentlig værd, hvis et menneske kun bliver i den af frygt for konsekvenserne ved at gå?

Hvis man tror på Gud, fordi man frygter at miste sine forældre, sine søskende, sine venner og hele sit sociale netværk, er det så troen, der holder én fast? Eller er det frygten for at stå alene?

Det er et spørgsmål, jeg synes, langt flere burde stille.

For tro burde komme fra menneskets egen overbevisning.

Man kan opdrage et barn i en religion, lære det sine værdier og fortælle det, hvad man selv tror på. Men man kan ikke tvinge et menneske til oprigtigt at tro.

Man kan tvinge nogen til at adlybe. Man kan tvinge dem til at klæde sig på en bestemt måde. Man kan få dem til at sige de rigtige ord og følge de rigtige regler.

Men man kan ikke tvinge et menneskes samvittighed.

Og hvis en religion kræver, at en far skal afvise sit eget barn for at bevise sin loyalitet over for Gud, så mener jeg faktisk, at vi har et alvorligt problem.

Forestil dig en lille pige, der vokser op med sin far. Han lærer hende at gå, passer på hende, trøster hende, når hun græder, og fortæller hende, at han elsker hende.

Men den kærlighed har åbenbart en udløbsdato, hvis hun en dag vælger en anden tro.

Hvad er det for en kærlighed?

Skal hun virkelig stå som voksen og vælge mellem sin egen samvittighed og den mand, der har været hendes far hele livet?

Og hvad siger det om et religiøst system, hvis selv de stærkeste menneskelige bånd skal brydes for at opretholde lydighed?

Det er jo ikke bare et spørgsmål om religion længere.

Det handler om magt over andre menneskers liv.

Mohamed Abdi Khan siger, at han er bundet til at afbryde relationen.

Men hvem har egentlig givet ham retten til at gøre sin datters kærlighed til sin far afhængig af hendes religiøse overbevisning?

Og det mest utrolige er, at han ikke engang opfatter det som undertrykkelse.

Journalisten spørger ham direkte, om han kan forstå, at andre vil opfatte hans udtalelser som undertrykkende.

Hans svar er ganske enkelt Nej.

Jamen, så har vi da fået det på plads!

Det er netop den tankegang, jeg mener, vi skal turde konfrontere.

Og lad nu være med at fremstille Mohamed Abdi Khan som en mand, der har opfundet noget helt nyt.

Han siger højt, hvad andre ikke tør sige offentligt.

Forestillingen om, at det at forlade islam kan få alvorlige konsekvenser for ens forhold til familien, er ikke noget, han har fundet på.

Det er derfor, jeg bliver så vred, når vi i Danmark taler om religiøs social kontrol, som om det bare handler om kulturforskelle, vi skal lære at acceptere.

Nej!

Vi taler om børn, der lærer, at lydighed er vigtigere end deres egen vilje.

Om unge mennesker, der ikke tør stille spørgsmål.

Om voksne, der risikerer at miste deres familie, hvis de vælger en anden vej.

Og vi taler om piger, der får at vide, at deres påklædning er et religiøst ansvar, som deres far har ret til at bestemme over.

Det er ikke et frit valg, når andre bestemmer for dig.

Og det bliver ikke mere frivilligt af, at du med tiden lærer at acceptere det, der er blevet forventet af dig hele dit liv.

Det burde være indlysende!

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre Mette Frederiksen og resten af Folketinget svare på en ting.

Hvad er religionsfrihed egentlig værd, hvis vi ikke samtidig tør forsvare retten til at forlade en religion?

For det er nemt nok at tale om retten til at tro.

Men hvad med dem, der ikke længere vil tro?

Hvem forsvarer deres frihed, når presset kommer fra deres egne forældre og familier?

Vi kan ikke kalde os et frit samfund og samtidig vende det blinde øje til, når børn vokser op med religiøs kontrol, der kan følge dem langt ind i voksenlivet.

Mohamed Abdi Khan har med sine egne ord vist, hvad der er på spil.

Og jeg synes ærligt talt, at det er på tide, at vores politikere holder op med kun at diskutere tørklædet og begynder at tale om den magt, der ligger bag.

For hvis en far hellere vil miste sin datter end acceptere, at hun forlader hans religion, så er det ikke datterens tro, der er problemet.

Det er farens behov for at bestemme over den.

## Dokumentation

Denne version af artiklen er registreret på Concordium-blockchainen: https://y.dk/proof/6f2bc67a-6fc6-4925-9141-8e946c15e973

---

Kilde: y.dk, https://y.dk/lyt-til-mohamed-abdi-khan-han-siger-sandheden-om-toerklaedet
