Overalt i Europa falder fertiliteten. Befolkningerne ældes og skrumper, og unge kvinder skubber hunde rundt i klapvogne i stedet for spædbørn.

Filosoffen Eva Selsing konstaterer over for Y, at ingen regering er lykkedes med at vende udviklingen med økonomiske incitamenter.

Selv peger hun på kulturens betydning.

"Det, vi har lige nu, er et samfund over hele Vesten, som er fjendtligt indstillet over for vestlige mænd, som promoverer kvinder og piger og taler enormt grimt og nedladende om mænd og drenge."

Selsing mener, at årtiers forsøg på at fremme kvinder gennem blandt andet uddannelsespolitik og ligestillingstiltag har været med til at skabe en ubalance mellem kønnene.

Og den ubalance kan ifølge hende være en væsentlig årsag til, at mange kvinder ikke får de børn, de ønsker sig.

"Det tror jeg er en voldsomt stor årsag til, at datingmarkedet er så svært for mange af de kvinder, som i dag gerne vil have børn, men ikke når at få dem."

Vi har aktivt bekæmpet mænds status

Selsing har bidraget til en kommende antologi udgivet af Tænketanken Prospekt: Familien – herfra min verden går. Her giver hun sin kulturkritiske forklaring på de faldende fødselstal.

En del af problemet er ifølge hende, at stadig flere kvinder har svært ved at finde en mand, som de ønsker at få børn med.

"Mange kvinder, især veluddannede kvinder i byerne, har svært ved at finde partnere, som de synes er attraktive, og som på en eller anden måde matcher dem. Og jeg forstår dem godt."

"Når man har taget en uddannelse og på en eller anden måde skabt sig et godt livsgrundlag, så vil man gerne have en partner, der enten er på samme niveau eller over."

Selsing peger på det, der kaldes hypergami: En tilbøjelighed til at vælge en partner med samme eller højere social status.

Men når kvinderne klarer sig stadig bedre i uddannelsessystemet, mens mændene ifølge Selsing bliver nedvurderet, opstår der et problem.

"Det er, fordi vi aktivt bekæmper status til mænd i dag. Og det gavner ikke mændene, og det gavner i særdeleshed heller ikke de kvinder, som så skal konkurrere med hinanden om en stadig mindre pulje af attraktive, højtuddannede mænd i byen."

Hun ønsker derfor et opgør med blandt andet en feminiseret folkeskole, kønskvoter og bestræbelser på at få flere kvinder ind på bestemte uddannelser.

"Der skal ikke være kvoter for kvinder. Altså, DEI-politikker er gift for det problem, vi taler om her."

For Selsing er problemet derfor ikke kun, hvordan drenge og mænd klarer sig i uddannelsessystemet, men også hvilke muligheder kvinder får for at finde en partner.

"En ting er, at folk ikke får nok børn. Men de kan jo slet ikke få børn, hvis ikke de møder hinanden først."

Vi har lært at sætte os selv først

Men mændenes faldende status er kun én del af Selsings forklaring på fødselskrisen.

Hun mener, at problemet går helt tilbage til de filosofiske idealer, der har formet vores forestilling om det gode liv.

"Jeg synes generelt, at der i debatten er lidt for meget tale om det materielle. Især når man tænker på, at vores forfædre fik langt flere børn under meget ringere materielle vilkår."

Som filosof trækker Selsing tråde fra Nietzsche og Heidegger over Sartre til Simone de Beauvoir. Hun mener, at idealet om det selvstændige, autentiske individ gradvist har fortrængt respekten for det almindelige familieliv.

I dag genfinder hun idealet i reklamer, reality-tv og influencerkulturen, hvor mennesker konstant opfordres til at skille sig ud og realisere sig selv.

Og især kvinderne har ifølge Selsing fået et budskab, der kan vise sig at være skadeligt.

"Kvinder især får at vide hele tiden: Du skal ikke gå på kompromis med dig selv. Du skal gøre det, der gør dig lykkelig. Du har ret til at være glad og så videre."

Hun beskriver det som en kultur præget af narcissisme, hvor mennesker har lært at sætte deres egne behov over de forpligtelser, der følger med et familieliv.

"Det er enormt svært at skabe mening ved at dyrke sig selv. Meningen er noget, der opstår i relationen til andre mennesker."

En hård dom over moderne kvinder?

I sit essay går Selsing så langt som til at beskrive arvtageren efter feministen Simone de Beauvoir som et skrøbeligt, selvoptaget og ulykkeligt væsen, der er slavebundet af en ideologi.

Er det virkelig sådan, du ser på den moderne kvinde – som grundlæggende selvoptaget og ulykkelig?

"Ja, det er det. Og selvfølgelig er der undtagelser, og det er også en hård dom. Men at unge kvinder er ulykkelige, det ved vi. Der er masser af forskning, der viser, at psykiske lidelser og mental mistrivsel er meget, meget udbredt."

Hvor ser du selvoptagetheden?

"Selvoptagetheden viser sig blandt andet som den manglende vilje til at gå på kompromis med andre, offertænkning, identitetsbyggeri på de sociale medier og en ringe evne eller vilje til at se verden fra andres perspektiv."

Hendes kritik er hård, men Selsing udtrykker samtidig stor medfølelse med de kvinder, der ikke har fået den familie, de ønskede sig.

"Jeg kan mærke det helt nede i maven, når jeg tænker på de kvinder, der er blevet løjet for, og som bare har gjort det, de fik at vide, de skulle gøre: De blev uafhængige. De har ikke gået på kompromis med sig selv."

"Og resultatet er så, at de måske sidder som 40-årige og bliver chokerede over, at livet blev på en anden måde end det, de havde regnet med."

Ansvaret placerer hun hos den kultur, der efter hendes opfattelse har lært kvinderne at prioritere selvrealisering frem for familieliv.

En moralsk pligt at få børn

Men hvordan vender man en udvikling, der ifølge Selsing skyldes årtiers kulturelle forandringer?

Hun tror ikke, at økonomiske støtteordninger og bedre barselsvilkår kan løse problemet alene.

"Så hvis man skulle gøre noget, er det vigtigste førpolitisk. Det handler om kulturkamp."

Det kræver ifølge Selsing et grundlæggende opgør med vores syn på frihed, familie og forpligtelser.

Og for hende handler det om mere end den enkeltes lykke. Det handler om vores civilisation.

Da Y spørger, om hun mener, at det ligefrem er en moralsk pligt at få børn, svarer hun ja.

"Fordi for at du er her i dag, er der tusindvis af dine forfædre, der har lidt og stridt og klaret sig under vilkår og forhold, som vi ikke i dag ville kunne tolerere eller holde til, for at give stafetten videre."

Hun understreger, at hun ikke bebrejder mennesker, som ufrivilligt er barnløse, eller som ikke har fundet den rette partner.

Men for menneskeheden som helhed mener hun, at forpligtelsen består.

"Jeg synes grundlæggende, at hvis vi taler om menneskeheden som et hele, så ligger der en moralsk forpligtelse til at give livsstafetten videre."