Politikerne forstår danskernes mistillid: “Jeg vil ikke finde mig i, at det er sådan”
På Christiansborg er der udbredt bekymring over danskernes manglende tillid til skattemyndighederne

Christian Ursilva / Wikimedia Commons, CC BY-SA 4.0
Politikerne på Christiansborg mener, det er dybt bekymrende, at danskerne har lav tillid til de danske skattemyndigheder. Men de er ikke ligefrem himmelfaldne.
“Jeg er desværre ikke overrasket. Der har været alt for mange historier, hvor borgerne ikke er blevet behandlet ordentligt,” siger Hans Kristian Skibby, skatteordfører for Danmarksdemokraterne.
I en ny Epinion-undersøgelse, som foreningen Skattebetalerne har lavet, så er det under halvdelen af danskerne, der siger, de har tillid til, at de bliver behandlet ordentligt af de danske skattemyndigheder.
De adspurgte danskere er blevet bedt om at forholde sig til udsagnet “Jeg stoler på, at jeg bliver behandlet ordentligt af skattemyndighederne.”
Af de i alt 1.013 respondenter, har kun ni procent erklæret sig “helt enig” i udsagnet. 39 procent har erklæret sig “overvejende enig”. Samlet set altså 48 procent, som i større eller mindre grad har tillid til, at skattemyndighederne behandler dem ordentligt.
31 procent har svaret “hverken uenig eller enig”, 11 procent har svaret “overvejende uenig” og ni procent svarer “helt uenig”. En enkelt procent svarer “ved ikke”.
“Vi er nødt til at lave lovene om. Det er jo både noget politisk, der skal rettes til, men det er også en kultur i Skat, som vi skal til livs,” siger Venstres skatteordfører Marie Brixtofte, som fortsætter:
“Tænk hvis de gik op i kundeservice inde i Skat. Tænk hvis de tog hinanden i hænderne om morgenen, når de mødte ind på arbejde, og huskede hinanden på, at de er der for at tage vare på danskernes interesser.”
Det tror du ikke, er tilfældet nu?
“Det er mange, der gør et godt stykke arbejde i Skat. Men i min optik er der opstået en forråelse i kulturen i Skat. Man har glemt empatien overfor borgeren. Jeg vil ikke finde mig i, at det er sådan,” siger Brixtofte.
Det Radikale Venstre deler regeringsansvaret, og tager bestemt ikke let på den nye undersøgelse.
“Det er vi nødt til at tage brandhamrende alvorligt. Vi er desværre havnet et skidt sted, og der er behov for at forbedre tilliden og trygheden hos danskerne,” siger skatteordfører for Radikale Venstre, Magnus Georg Jensen, som fortsætter:
“Det synes jeg også, at denne her regering forsøger at gøre. Blandt andet har Jakob (Engel-Schmidt, skatteminister for Moderaterne. Red) sagt, at han vil se på en “second opinion” mulighed, som borgerne kan bruge i forbindelse med deres ejendomsvurdering. Han har også sagt, at ingen skal betale 100 procent i skat.”
Også Liberal Alliances skatteordfører Mads Strange harcelerer over skattemyndighederne.
“Jeg synes ikke, at man kan fortænke danskerne i at have mistillid til skattemyndighederne. I det halve år, hvor jeg har været skatteordfører, så har jeg dårligt nok kunne åbne en avis uden at se den ene retssikkerhedsskandale efter den anden. Det tyder på en rådden kultur, hvor Skat har alt for vide rammer til at tage beslutninger, som stiller borgerne dårligere,” siger Strange som fortsætter:
“Mange af mine politiske kollegaer ser meget alvorligt på, at danskerne har mistillid til myndighederne. Men jeg tænker, at det er et skridt i den rigtige retning. Så kan man se, at der er noget galt, og vi politikere får et stærkere incitament til at rette op.”
Udover at rette op på kulturen i Skat, så efterlyser Strange også noget mere, der kan sikre en højere tillid til skattemyndighederne.
“Vi har brug for at langt mindre kompliceret skattesystem, så enhver borger nemt kan regne ud, hvad han eller hun skal betale i skat,” siger han.
Y har spurgt skatteminister Jakob Engel-Schmidt, om han vil udtale sig til denne artikel, men det har ministeriet afvist.