Sandheden er, at vold virker. Man kan godt dræbe ideer
Charlie Kirk blev skudt den 10. september 2025, da han stillede op til debat på et universitet i Utah. Åbenbart mente gerningsmanden, at det var mere effektivt at lukke munden på Kirk ved at skyde ham end ved at tage debatten. ”Slå manden ihjel, så dør ideen”.
Her kunne man blive meget højtidelig. Man kunne hævde, at mennesker kan dø, men at ideer er udødelige. Sådan er virkeligheden ikke.
Man kan sagtens dræbe eller true tilstrækkeligt mange mennesker til, at deres ideer kan dø med dem. Derfor vil vold altid være et fristende middel til undertrykkelse. Det er en hurtig og effektiv ”løsning”. Det viser utallige diktaturer og absolutte monarkier i tidens løb. Vold virker. Censur virker også.
"The experts agree – censorship works", lyder det gamle ironiske slogan fra Citizens against Unnecessary Government Censorship. Det blev trykt ovenpå fotografier af Hitler, Stalin og Khomeini. Og påstanden holder.
Se bare de danske erfaringer. Jyllands-Posten blev presset til at undskylde sine 12 tegninger af profeten Muhammed. "De har jo vundet”, sagde daværende chefredaktør Carsten Juste. ”Det er jo det uhyggelige ved det. Jeg gætter på, at ingen vil tegne profeten Muhammed i Danmark i den næste generation".
I kølvandet på attentatet mod Charlie Kirk ser man nu, at hans navn og ære bliver brug til at indskrænke den ytringsfrihed, som han kæmpede for at udvide.
Jeg er ikke optimist i den forstand, at menneskeheden automatisk bliver bedre og mere fredelig. Historien har ingen automatik. Ondskaben er derimod et grundvilkår i menneskeheden.
Sandheden er vores vigtigste ideal.
Til gengæld er jeg optimist med hensyn til, at vi mennesker kan holde ondskaben i ave og lære af vores fejl – og i endnu bedre: at vi kan lære af andres, så vi slipper for alt for mange lidelser selv. Hvis vi da er parat til at diskutere, undersøge, afprøve, eksperimentere, teste, lede efter noget bedre.
Sandheden, måske?
Sandheden som ideal har både begejstret og skræmt mennesker gennem årtusinder. Tænk om man ejede Sandheden, som en anden kilde til evig ungdom eller magt. Pointen er bare, at Sandheden findes uden for mennesket. For mennesket kan aldrig eje Sandheden. Det kan aldrig blive min Sandhed. Vi kan stræbe efter den, vi kan komme tættere på den, men processen slutter aldrig.
Hvis man både stræber efter at komme tættere på Sandheden – men samtidig erkender, at man ikke kan eje den – så har det nogle praktiske konsekvenser. Pludselig bliver individuel frihed interessant. Friheden bliver et middel til at stræbe efter Sandheden. Ikke kun min egen frihed, men alles frihed til at stræbe efter Sandheden med henblik på at gøre alle klogere.
Hvis man derimod antager, at Sandheden kan ejes (af nogen), bliver individuel frihed bedøvende ligegyldig. Så kan ejerne af sandheden – profeterne, folkeførerne, filosof-kongerne – tillade sig hvad som helst.
Hvis disse fantastiske mennesker oplever, at deres sandhed ikke bliver hørt eller slår igennem, kan de tillade sig at anvende magt for at retlede de forvildede. Ja, de kan sågar kravle op på et tag på et universitet i Utah, sigte og skyde… De kan gøre sig til herrer over liv og død. De kan gøre sig til guder.
Slå dårlige ideer ihjel, ikke mennesker.
Vestlig civilisation består i at slå dårlige ideer ihjel, frem for at slå mennesker ihjel, som man synes er dårlige. Derfor skal vi være parat til at sætte vore egne ideer på spil, uden at sætte livet på spil.
Ved at gøre tanker til objekter bliver de mulige at diskutere – adskilt fra mennesker. Denne adskillelse af ide og menneske er helt afgørende. Og fremgangsmåden bygger på noget religiøst, noget kristen metodik:
At mennesket ikke er Gud, men tilhører Gud, og at der derfor er ting, man ikke kan gøre ved Guds ejendom.
Man kan have denne indstilling uden at tro på Gud. Man kan vælge at se det som en rationel adfærd blandt oplyste mennesker. Den er jeg med på, selvom min indgangsvinkel er en anden.
Desværre lever vi i en tid, hvor identitetspolitik er dagens ret. Man er sin ide. Man er sin seksualitet. Man er sin kultur. Man er sin klasse. Man er sin nation. Man er sin religion. Nogle gange er man endda sin fodboldklub. Man er sin sandhed. Man havner i en navlepillende blindgyde.
Når man er, så bliver det lige meget, hvad man bør. Derfor behøver man egentlig ikke debattere – for debattens formål er at komme tættere på Sandheden. Hvis man i forvejen har sandheden, så er sniksnak unødvendig. I stedet kan man nøjes med at smide skældsord efter hinanden.
Den slags tendenser findes ikke i Danmark, tænker man måske. Vi lever i et samfund, hvor alle kan blive hørt, hvor alt er til debat. Men det er løgn med løgn på.
Uanset hvilken debat, vi deltager i, bliver vi bedømt på, hvem vi er – og hvad vores motiv måtte være – i stedet for at blive bedømt for vores argumenter. ”Du er socialdemokrat, tobakslobbyist, økologisk landmand, skolelærer, kapitalfondsforvalter, indvandrer”. Det bliver til en undskyldning for at lukke ørerne.
Men som det gamle ordsprog lyder: Selv blind høne kan finde korn.
Selv en tobakslobbyist kan have gode bud på, hvordan man forebygger livsstilssygdomme, ja nogle gange skal man lytte til dem, der kender de farlige produkter bedst. Selv en socialdemokrat kan mene noget fornuftigt om dansk økonomi, men mest, når de selv bestyrer den.
Identitetspolitik bliver dyrket både blandt ”tribalisterne”, og de ”woke”.
Tribalisterne har opnået særstatus i kraft af det smukke kollektiv, de tilhører. ”My country, right or wrong”. Derfor kan de hævde sig.
De ”woke” har derimod opnået særstatus ved at blive vakt af en smuk ide eller følelse. Al virkelighed er konstrueret. Derfor kan de skabe sig selv – eller bare skabe sig. Det bliver til en navlepillende blindgyde, hvor det handler om at markere sig, manifestere sig med krigshyl og slogans og bannere og symboler.
Tribalisterne i den vestlige verden dyrker – overfladisk set – både kristendom, forfatninger og individuel frihed. Det virker bare ikke, som om det stikker særligt dybt, når kollektivismen sejrer til sidst. Når uafhængige domstole og centralbanker får besked på at rette ind. Og når retten til at ytre sig kun gælder en selv.
De woke vil derimod omdanne kristendom, forfatninger og individuel frihed i deres eget abstrakte billede. Deres hævdelse af frihed handler således mest om at nedbryde de traditioner, som beskytter friheden.
Identitetspolitikken tager alene udgangspunkt i, hvad man selv kan lide. Den søger intet ud over sig selv. Det er en misforstået individualisme, hvor det eneste individ, man anerkender, er én selv og dem, der mener præcis det samme. Og når individualiteten blot hænger på ens egne spinkle skuldre, skal den nok forsvinde. Denne totale subjektivisme er vejen til undergang for den vestlige verden.
Det er derfor en række konservative tænkere faktisk har en god pointe, når de peger på det infantile i at ville frigøre sig fra alle autoriteter. Når man vil skabe sig selv, ender man bare med at skabe sig.
Til gengæld vil blind tro på autoriteter uundgåeligt føre til maksimal udbredelse af dumhed. Hvis mennesker ikke har mulighed for at tænke selv, men alene følge hvad andre har fundet på, vil man ikke kunne udnytte sin personlige viden. Frihed er altid frihed for de andre til at gøre noget, du ikke selv ville have gjort.
Man kan ikke gøre sig selv objektiv eller sand. Men man kan støtte de institutioner, der muliggør søgen efter objektivitet og sandhed. Her vil et nyt medie som Y forhåbentlig være en vigtig tilføjelse.
Velkommen til at stræbe med.
Sandheden er, at vold virker. Man kan godt dræbe ideer
Charlie Kirk blev skudt den 10. september 2025, da han stillede op til debat på et universitet i Utah. Åbenbart mente gerningsmanden, at det var mere effektivt at lukke munden på Kirk ved at skyde ham end ved at tage debatten. ”Slå manden ihjel, så dør ideen”.
Her kunne man blive meget højtidelig. Man kunne hævde, at mennesker kan dø, men at ideer er udødelige. Sådan er virkeligheden ikke.
Man kan sagtens dræbe eller true tilstrækkeligt mange mennesker til, at deres ideer kan dø med dem. Derfor vil vold altid være et fristende middel til undertrykkelse. Det er en hurtig og effektiv ”løsning”. Det viser utallige diktaturer og absolutte monarkier i tidens løb. Vold virker. Censur virker også.
"The experts agree – censorship works", lyder det gamle ironiske slogan fra Citizens against Unnecessary Government Censorship. Det blev trykt ovenpå fotografier af Hitler, Stalin og Khomeini. Og påstanden holder.
Se bare de danske erfaringer. Jyllands-Posten blev presset til at undskylde sine 12 tegninger af profeten Muhammed. "De har jo vundet”, sagde daværende chefredaktør Carsten Juste. ”Det er jo det uhyggelige ved det. Jeg gætter på, at ingen vil tegne profeten Muhammed i Danmark i den næste generation".
I kølvandet på attentatet mod Charlie Kirk ser man nu, at hans navn og ære bliver brug til at indskrænke den ytringsfrihed, som han kæmpede for at udvide.
Jeg er ikke optimist i den forstand, at menneskeheden automatisk bliver bedre og mere fredelig. Historien har ingen automatik. Ondskaben er derimod et grundvilkår i menneskeheden.
Sandheden er vores vigtigste ideal.
Til gengæld er jeg optimist med hensyn til, at vi mennesker kan holde ondskaben i ave og lære af vores fejl – og i endnu bedre: at vi kan lære af andres, så vi slipper for alt for mange lidelser selv. Hvis vi da er parat til at diskutere, undersøge, afprøve, eksperimentere, teste, lede efter noget bedre.
Sandheden, måske?
Sandheden som ideal har både begejstret og skræmt mennesker gennem årtusinder. Tænk om man ejede Sandheden, som en anden kilde til evig ungdom eller magt. Pointen er bare, at Sandheden findes uden for mennesket. For mennesket kan aldrig eje Sandheden. Det kan aldrig blive min Sandhed. Vi kan stræbe efter den, vi kan komme tættere på den, men processen slutter aldrig.
Hvis man både stræber efter at komme tættere på Sandheden – men samtidig erkender, at man ikke kan eje den – så har det nogle praktiske konsekvenser. Pludselig bliver individuel frihed interessant. Friheden bliver et middel til at stræbe efter Sandheden. Ikke kun min egen frihed, men alles frihed til at stræbe efter Sandheden med henblik på at gøre alle klogere.
Hvis man derimod antager, at Sandheden kan ejes (af nogen), bliver individuel frihed bedøvende ligegyldig. Så kan ejerne af sandheden – profeterne, folkeførerne, filosof-kongerne – tillade sig hvad som helst.
Hvis disse fantastiske mennesker oplever, at deres sandhed ikke bliver hørt eller slår igennem, kan de tillade sig at anvende magt for at retlede de forvildede. Ja, de kan sågar kravle op på et tag på et universitet i Utah, sigte og skyde… De kan gøre sig til herrer over liv og død. De kan gøre sig til guder.
Slå dårlige ideer ihjel, ikke mennesker.
Vestlig civilisation består i at slå dårlige ideer ihjel, frem for at slå mennesker ihjel, som man synes er dårlige. Derfor skal vi være parat til at sætte vore egne ideer på spil, uden at sætte livet på spil.
Ved at gøre tanker til objekter bliver de mulige at diskutere – adskilt fra mennesker. Denne adskillelse af ide og menneske er helt afgørende. Og fremgangsmåden bygger på noget religiøst, noget kristen metodik:
At mennesket ikke er Gud, men tilhører Gud, og at der derfor er ting, man ikke kan gøre ved Guds ejendom.
Man kan have denne indstilling uden at tro på Gud. Man kan vælge at se det som en rationel adfærd blandt oplyste mennesker. Den er jeg med på, selvom min indgangsvinkel er en anden.
Desværre lever vi i en tid, hvor identitetspolitik er dagens ret. Man er sin ide. Man er sin seksualitet. Man er sin kultur. Man er sin klasse. Man er sin nation. Man er sin religion. Nogle gange er man endda sin fodboldklub. Man er sin sandhed. Man havner i en navlepillende blindgyde.
Når man er, så bliver det lige meget, hvad man bør. Derfor behøver man egentlig ikke debattere – for debattens formål er at komme tættere på Sandheden. Hvis man i forvejen har sandheden, så er sniksnak unødvendig. I stedet kan man nøjes med at smide skældsord efter hinanden.
Den slags tendenser findes ikke i Danmark, tænker man måske. Vi lever i et samfund, hvor alle kan blive hørt, hvor alt er til debat. Men det er løgn med løgn på.
Uanset hvilken debat, vi deltager i, bliver vi bedømt på, hvem vi er – og hvad vores motiv måtte være – i stedet for at blive bedømt for vores argumenter. ”Du er socialdemokrat, tobakslobbyist, økologisk landmand, skolelærer, kapitalfondsforvalter, indvandrer”. Det bliver til en undskyldning for at lukke ørerne.
Men som det gamle ordsprog lyder: Selv blind høne kan finde korn.
Selv en tobakslobbyist kan have gode bud på, hvordan man forebygger livsstilssygdomme, ja nogle gange skal man lytte til dem, der kender de farlige produkter bedst. Selv en socialdemokrat kan mene noget fornuftigt om dansk økonomi, men mest, når de selv bestyrer den.
Identitetspolitik bliver dyrket både blandt ”tribalisterne”, og de ”woke”.
Tribalisterne har opnået særstatus i kraft af det smukke kollektiv, de tilhører. ”My country, right or wrong”. Derfor kan de hævde sig.
De ”woke” har derimod opnået særstatus ved at blive vakt af en smuk ide eller følelse. Al virkelighed er konstrueret. Derfor kan de skabe sig selv – eller bare skabe sig. Det bliver til en navlepillende blindgyde, hvor det handler om at markere sig, manifestere sig med krigshyl og slogans og bannere og symboler.
Tribalisterne i den vestlige verden dyrker – overfladisk set – både kristendom, forfatninger og individuel frihed. Det virker bare ikke, som om det stikker særligt dybt, når kollektivismen sejrer til sidst. Når uafhængige domstole og centralbanker får besked på at rette ind. Og når retten til at ytre sig kun gælder en selv.
De woke vil derimod omdanne kristendom, forfatninger og individuel frihed i deres eget abstrakte billede. Deres hævdelse af frihed handler således mest om at nedbryde de traditioner, som beskytter friheden.
Identitetspolitikken tager alene udgangspunkt i, hvad man selv kan lide. Den søger intet ud over sig selv. Det er en misforstået individualisme, hvor det eneste individ, man anerkender, er én selv og dem, der mener præcis det samme. Og når individualiteten blot hænger på ens egne spinkle skuldre, skal den nok forsvinde. Denne totale subjektivisme er vejen til undergang for den vestlige verden.
Det er derfor en række konservative tænkere faktisk har en god pointe, når de peger på det infantile i at ville frigøre sig fra alle autoriteter. Når man vil skabe sig selv, ender man bare med at skabe sig.
Til gengæld vil blind tro på autoriteter uundgåeligt føre til maksimal udbredelse af dumhed. Hvis mennesker ikke har mulighed for at tænke selv, men alene følge hvad andre har fundet på, vil man ikke kunne udnytte sin personlige viden. Frihed er altid frihed for de andre til at gøre noget, du ikke selv ville have gjort.
Man kan ikke gøre sig selv objektiv eller sand. Men man kan støtte de institutioner, der muliggør søgen efter objektivitet og sandhed. Her vil et nyt medie som Y forhåbentlig være en vigtig tilføjelse.
Velkommen til at stræbe med.