I tiden umiddelbart efter den påståede grupevoldtægt beskrev Jane Doe, tidligere studerende ved Cornell University og overlever af påstået grupevoldtægt, ikke hændelsen som en kriminel handling. Hun fortalte oprindeligt sine roommates, at hun havde taget ketamin og havde sex med flere mænd, men hun brugte ikke ordene "voldtægt" eller "overgreb". Denne tidlige reaktion, hvor hun endda berettigede over for en af mændene, at "intet af det seksuelle var ulovligt", efter han havde undskyldt for ikke at have stoppet situationen, illustrerer en almindelig indledende traumerespons præget af benægtelse og minimering. Sådan lyder det fra ekperter til New York Times.

“Jeg kan sige med 100 % sikkerhed, at jeg blev voldtaget”

Skiftet fra indledende usikkerhed til absolut klarhed er et anerkendt psykologisk forløb. Ifølge dokumenter indhentet af New York Times og bekræftet af hendes advokat, kæmpede Doe i tre uger med skam, mens hendes opfattelse af natten ændrede sig. Da hun i november 2024 blev interviewet af universitetets politi, var hun gået fra benægtelse og skam til en accept af, at hun var blevet voldtaget af personer, hun troede var hendes venner.

Eksperter forklarer, at benægtelse ofte fungerer som en beskyttelsesmekanisme for overleveren. Dr. Rose Olson, læge og forsker ved Brigham and Women’s Hospital, påpeger, at traumeresponser – herunder chok, hukommelsestab, selvkritik eller forsinket anmeldelse – er almindelige og "bør ikke bruges som bevis for skyld".

Tænkte at der måtte være noget galt med hende

Katiana Soenen oplevede lignende mønstre efter to påståede seksuelle overgreb i en bolig uden for campus ved Brown University i USA i 2021. Soenen fortæller, at hun oprindeligt forsøgte at tolke hændelserne som baseret på samtykke. Hun kæmpede med en dyb selvkritik og overvejede, om hun kunne have forhindret overgrebene ved at sige nej mere kraftfuldt.

“Jeg brugte de første to timer på virkelig at prøve at finde ud af, om jeg havde gjort noget forkert, eller hvad jeg kunne have gjort, som havde forårsaget det”

For Soenen blev traumet forstærket af, hvor ofte overgrebene fandt sted. Hun forklarede, at hun følte skam over at bede om hjælp, fordi hun var blevet udsat for overgreb to gange inden for en kort periode. Hun tænkte, at der måtte være noget galt med hende, når det kunne ske for hende to gange.

På trods af disse oplevelser viser vejen til retfærdighed gennem institutionerne sig ofte at være vanskelig. Soenen gik sammen med tre andre kvinder i et føderalt søgsmål mod Brown University med påstand om, at universitetet havde overtrådt Rhode Islands borgerrettighedslove og Title IX ved at fejlhåndtere klager over seksuelle overgreb. En føderal dommer frifandt dog universitetet med den begrundelse, at Brown havde reageret på anmeldelserne grundigt og rettidigt.

“Vi opnåede aldrig retfærdighed gennem retssagen”

Gabet mellem overlevernes behov og institutionernes reaktioner afspejles i bredere data. Ifølge en undersøgelse fra 2019 fra Association of American Universities troede kun 45 % af de studerende, der anmeldte seksuelle overgreb på campus, på, at deres uddannelsesinstitution ville tage anmeldelserne seriøst.

“Det er ikke op til overleveren at fortælle den perfekte historie i perfekt rækkefølge”

I dag er Katiana Soenen gået fra at være et offer for institutionel svigt til at være talskvinde, og hun arbejder nu med forebyggelse af seksuelle overgreb ved Summer Willis Foundation.

Det sker stadig. Overlevere bliver stadig ignoreret. Overlevere oplever stadig ikke retfærdighed i det omfang, de burde — Katiana Soenen, overlever af påståede seksuelle overgreb ved Brown University og talskvinde ved Summer Willis Foundation