"Trump led et stort nederlag - men vi skal skelne mellem ham og de politiske strømninger"
Republikanerne har som ventet mistet flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Det giver anledning til en nødvendig sondring: Skellet mellem Donald Trump som person og de underliggende politiske strømninger, han har samlet under navnet MAGA.
𝗠𝗮𝗻 𝗸𝗮𝗻 𝘀𝗮𝗴𝘁𝗲𝗻𝘀 𝘃æ𝗿𝗲 𝗱𝘆𝗯𝘁 𝗸𝗿𝗶𝘁𝗶𝘀𝗸 𝗼𝘃𝗲𝗿 𝗳𝗼𝗿 𝗧𝗿𝘂𝗺𝗽 𝗼𝗴 𝘀𝗮𝗺𝘁𝗶𝗱𝗶𝗴 𝗲𝗿𝗸𝗲𝗻𝗱𝗲, 𝗮𝘁 𝗯𝗲𝘃æ𝗴𝗲𝗹𝘀𝗲𝗻 𝗵𝗮𝗿 𝗳𝗮𝘁 𝗶 𝗲𝗻 𝗿æ𝗸𝗸𝗲 𝗳𝘂𝗻𝗱𝗮𝗺𝗲𝗻𝘁𝗮𝗹𝗲 𝗽𝗿𝗼𝗯𝗹𝗲𝗺𝗲𝗿. Den sondring har både USA og Europa efter min mening akut brug for at tage til sig.
Lad mig starte med det åbenlyse: Trumps personlige svagheder er velkendte. Der er personangrebene, selvoptagetheden, usandhederne, den vaklende støtte til Ukraine og tilbøjeligheden til at reducere selv nære alliancer til transaktioner i en ejendomshandel. Hans kommunikation minder jævnligt om, at nogen har koblet en megafon direkte på internettet. 𝗠𝗲𝗻 𝗲𝗻 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝗸𝗲𝗿𝘀 𝗽𝗲𝗿𝘀𝗼𝗻𝗹𝗶𝗴𝗲 𝘀𝘁𝗶𝗹 𝗴ø𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗮𝘂𝘁𝗼𝗺𝗮𝘁𝗶𝘀𝗸 𝗱𝗲 𝗯𝗮𝗴𝘃𝗲𝗱𝗹𝗶𝗴𝗴𝗲𝗻𝗱𝗲 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝘀𝗸𝗲 𝗶𝗱𝗲𝗲𝗿 𝗳𝗼𝗿𝗸𝗲𝗿𝘁𝗲.
Et samfund skal kunne kontrollere sine grænser, håndhæve sine love, forsvare sig selv og sikre adgangen til kritiske forsyninger, teknologier og energi.
USA har nu genvundet kontrollen over sine grænser — et område, hvor Europa sakker bagud. USA har ligeledes forlangt, at de europæiske NATO-allierede løfter deres del af regningen, og den kursændring er nu endelig ved at slå igennem.
Og en civilisation uden innovation og produktion er dødsdømt - det skrev jeg blandt andet om i min bog "Det Kreative Samfund". Globaliseringen har løftet milliarder ud af fattigdom og skabt enorm velstand, men måden, vi indrettede den på, efterlod Vesten med enorme strategiske blindgyder.
Vi outsourcede fabrikkerne til Kina, fordi enhedsomkostningerne var lavere på kort sigt. Undervejs glemte vi, at industriel innovation ikke kan adskilles fra produktionen: Når man fremstiller noget i praksis, opdager man nye materialer, finpudser kemiske processer og finder ud af, hvad der kan optimeres.
𝗙𝗹𝘆𝘁𝘁𝗲𝗿 𝗺𝗮𝗻 𝗳𝗮𝗯𝗿𝗶𝗸𝗸𝗲𝗿𝗻𝗲 𝘂𝗱, 𝗳𝗹𝘆𝘁𝘁𝗲𝗿 𝗳𝗿𝗲𝗺𝘁𝗶𝗱𝗲𝗻𝘀 𝗽𝗮𝘁𝗲𝗻𝘁𝗲𝗿 𝗼𝗴 𝗼𝗽𝗳𝗶𝗻𝗱𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿 𝗺𝗲𝗱. Det har Vesten gjort.
Kineserne forstod til gengæld spillet til fulde. De har investeret massivt i produktionskæder, forskning og kritiske råstoffer. Ifølge Australian Strategic Policy Institute (ASPI) fører Kina nu an i 64 af de 72 strategiske teknologiområder, instituttet overvåger, målt på højtciteret forskning med stor gennemslagskraft, mens USA fastholder føringen på 6 områder.
Regner man EU som én samlet aktør, overtager vi føringen på 2 af Kinas områder — hvilket efterlader stillingen på 64 til Kina, 6 til USA og 2 til Europa.
Mange i Bruxelles og traditionelle økonomiske kredse affærdiger MAGAs industripolitik og toldsatser som primitiv protektionisme. Det overser hele det strategiske rationale: 𝗣𝗿𝗼𝘁𝗲𝗸𝘁𝗶𝗼𝗻𝗶𝘀𝗺𝗲 𝗲𝗿 𝗵𝗲𝗿 𝗲𝘁 𝗻ø𝗱𝘃𝗲𝗻𝗱𝗶𝗴𝘁 𝗳𝗼𝗿𝘀𝘃𝗮𝗿𝘀𝘃æ𝗿𝗻 𝗺𝗼𝗱 𝗮𝘁 𝗺𝗶𝘀𝘁𝗲 𝗲𝘃𝗻𝗲𝗻 𝘁𝗶𝗹 𝗮𝘁 𝗽𝗿𝗼𝗱𝘂𝗰𝗲𝗿𝗲 𝗹𝗶𝘃𝘀𝘃𝗶𝗴𝘁𝗶𝗴𝗲 𝗸𝗼𝗺𝗽𝗼𝗻𝗲𝗻𝘁𝗲𝗿.
Når et autoritært regime dumper priser via massiv statsstøtte for at monopolisere globale forsyningskæder, er blind frihandel ikke en dyd — det er en geopolitisk sårbarhed. Den erkendelse tog MAGA fat på først, og den er i dag også, omend modvilligt, ved at vinde indpas i Europa.
Det gælder i særdeleshed også energi. 𝗦𝘁𝗮𝗯𝗶𝗹, 𝗯𝗶𝗹𝗹𝗶𝗴 𝗼𝗴 𝗿𝗶𝗴𝗲𝗹𝗶𝗴 𝗲𝗻𝗲𝗿𝗴𝗶 𝗲𝗿 𝗴𝗿𝘂𝗻𝗱𝘀𝘁𝗲𝗻𝗲𝗻 𝗶 𝗲𝗻𝗵𝘃𝗲𝗿 𝗶𝗻𝗱𝘂𝘀𝘁𝗿𝗶𝗲𝗹 𝘀𝘁𝗼𝗿𝗺𝗮𝗴𝘁. Det har både Beijing og MAGA fattet. Europa har derimod i årevis behandlet astronomiske energipriser og regulering som et moralsk vilkår, virksomhederne blot måtte lære at leve med. Flere og flere virksomheder vælger i stedet at leve et andet sted.
Et andet centralt spor i MAGA-bevægelsen er opgøret med bureaukratisering og teknokratisk overstyring: 𝗙𝗼𝗹𝗸𝗲𝘃𝗮𝗹𝗴𝘁𝗲 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝗸𝗲𝗿𝗲 𝘀𝗸𝗮𝗹 𝗵𝗮𝘃𝗲 𝗱𝗲𝘁 𝗿𝗲𝗲𝗹𝗹𝗲 𝗿å𝗱𝗲𝗿𝘂𝗺 𝘁𝗶𝗹 𝗮𝘁 𝗳ø𝗿𝗲 𝗱𝗲𝗻 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝗸, 𝗯𝗼𝗿𝗴𝗲𝗿𝗻𝗲 𝗵𝗮𝗿 𝘀𝘁𝗲𝗺𝘁 𝗽å. Embedsværk, tilsyn og offentlige institutioner skal levere faglighed og administration — ikke agere ideologiske aktører med egen politisk agenda.
Den diskussion trænger sig også på herhjemme og i EU. Vi ser for ofte offentligt finansierede organisationer, NGO'er og agenturer agere som skatteyderbetalte meningsdannere. Det eroderer tilliden til det repræsentative demokrati.
Vi er nødt til åbent at kunne diskutere, hvordan internationale konventioner fortolkes — herunder om de fortsat harmonerer med vælgernes legitime krav om sikkerhed og f.eks. udvisning af kriminelle udlændinge. Rettigheder og retsstat er fundamentale værdier, men det er demokratisk folkelig forankring og proportionalitet også.
MAGA bærer også på et forsvar for meritokrati, personligt ansvar og klare adfærdsnormer. Individer skal bedømmes på evner, flid og karakter. 𝗔𝗱𝗴𝗮𝗻𝗴 𝘁𝗶𝗹 𝘂𝗱𝗱𝗮𝗻𝗻𝗲𝗹𝘀𝗲 𝗼𝗴 𝗮𝗿𝗯𝗲𝗷𝗱𝘀𝗺𝗮𝗿𝗸𝗲𝗱 𝗯ø𝗿 𝗯𝗲𝗿𝗼 𝗽å 𝗸𝘃𝗮𝗹𝗶𝗳𝗶𝗸𝗮𝘁𝗶𝗼𝗻𝗲𝗿 𝗳𝗿𝗲𝗺 𝗳𝗼𝗿 𝗿𝗮𝗰𝗲- 𝗲𝗹𝗹𝗲𝗿 𝗸ø𝗻𝘀𝗸𝘃𝗼𝘁𝗲𝗿. Dertil kommer ytringsfriheden.
𝗘𝘁 𝘀𝘂𝗻𝗱𝘁 𝘀𝗮𝗺𝗳𝘂𝗻𝗱 𝘀𝗸𝗮𝗹 𝗸𝘂𝗻𝗻𝗲 𝘁𝗮𝗹𝗲 𝘂𝗳𝗶𝗹𝘁𝗿𝗲𝗿𝗲𝘁 𝗼𝗺 𝘀𝘃æ𝗿𝗲 𝗲𝗺𝗻𝗲𝗿 𝘂𝗱𝗲𝗻, 𝗮𝘁 𝘂𝗲𝗻𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱 𝗮𝘂𝘁𝗼𝗺𝗮𝘁𝗶𝘀𝗸 𝘀𝘁𝗲𝗺𝗽𝗹𝗲𝘀 𝘀𝗼𝗺 𝗺𝗼𝗿𝗮𝗹𝘀𝗸 𝗳𝗼𝗿𝗸𝗮𝘀𝘁𝗲𝗹𝗶𝗴.
Da Elon Musk købte X, droppede han store dele af den politiske censur; trods profetier om platformens død steg aktiviteten, og netværket er forblevet et centralt forum for fri meningsudveksling.
Det samme gør sig gældende inden for AI: Modeller bør stræbe efter objektiv sandhed og lovlydighed frem for påklistrede ideologiske filtre. Da Zenia Stampe f.eks. omtalte at europæisk AI skulle baseres på europæiske værdier, lød det for mig som om det netop skulle opdrage befolkningen i stedet for objektivt at informere den (måske tager jeg fejl her).
Endelig rummer MAGA-bevægelsen en markant teknologisk fremtidsoptimisme, som tit drukner i mediebilledet. MAGA repræsenterer en hybrid mellem kulturel værdibevarelse og massiv innovationsiver: Atombaserede energiprojekter, bioteknologi, rumfart, AI og infrastruktur. Masser af det.
Dette har også en finanspolitisk baggrund. I en tid, hvor USA slæber rundt på tårnhøj statsgæld og massive budgetunderskud, findes der i praksis tre håndtag: hæve skatterne, skære i udgifterne eller øge den strukturelle vækst.
Skattestigninger kvæler typisk dynamikken, og store besparelser er politisk lammende. 𝗗𝗲𝗻 𝗲𝗻𝗲𝘀𝘁𝗲 𝗯æ𝗿𝗲𝗱𝘆𝗴𝘁𝗶𝗴𝗲 𝘃𝗲𝗷 𝘂𝗱 𝗮𝗳 𝗴æ𝗹𝗱𝘀𝗳æ𝗹𝗱𝗲𝗻 𝗲𝗿 𝗮𝘁 𝘃𝗼𝗸𝘀𝗲 𝘀𝗶𝗴 𝘀𝘁ø𝗿𝗿𝗲: En mere produktiv, energiuafhængig økonomi gør gældsbyrden relativt mindre.
I USA har vi set anlægsinvesteringer og private investeringer i fremtids-industri stige kraftigt netop på grund af deregulering, skatteincitamenter og fokus på tempo. 𝗠𝗲𝗻𝘀 𝗘𝘂𝗿𝗼𝗽𝗮 𝗵𝗮𝗿 𝗴𝗷𝗼𝗿𝘁 𝘀𝗶𝗴 𝘁𝗶𝗹 𝘃𝗲𝗿𝗱𝗲𝗻𝘀𝗺𝗲𝘀𝘁𝗲𝗿 𝗶 𝗮𝘁 𝗿𝗲𝗴𝘂𝗹𝗲𝗿𝗲 𝗳𝗿𝗲𝗺𝘁𝗶𝗱𝗲𝗻, 𝗯𝘆𝗴𝗴𝗲𝗿 𝗮𝗻𝗱𝗿𝗲 𝗱𝗲𝗻.
Jeg bor selv i Schweiz, som på mange måder praktiserer kernen af disse principper på en afdæmpet og pragmatisk facon: Schweiz har lave skatter og er meget erhvervsvenligt. Landet har i årevis været nummer 1 i verdensrangeringen på Global Innovation Index.
Siden 2025 er den tyske industriproduktion faldet 11 %, mens den schweiziske er steget 36 %. 𝗦𝗰𝗵𝘄𝗲𝗶𝘇 𝗯𝗲𝘃𝗶𝘀𝗲𝗿, 𝗮𝘁 𝗲𝘁 𝗹𝗮𝗻𝗱 𝘀𝗮𝗴𝘁𝗲𝗻𝘀 𝗸𝗮𝗻 𝗵𝗮𝘃𝗲 𝘃𝗲𝗿𝗱𝗲𝗻𝘀 𝗵ø𝗷𝗲𝘀𝘁𝗲 𝗹ø𝗻𝗻𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿 𝗼𝗴 𝘀𝗮𝗺𝘁𝗶𝗱𝗶𝗴 𝗳𝗮𝘀𝘁𝗵𝗼𝗹𝗱𝗲 𝗲𝗻 𝗯𝗹𝗼𝗺𝘀𝘁𝗿𝗲𝗻𝗱𝗲 𝗶𝗻𝗱𝘂𝘀𝘁𝗿𝗶𝘀𝗲𝗸𝘁𝗼𝗿. Schweiz har desuden stramme krav til integration og statsborgerskab samt fastholdelse af atomkraft som rygrad i forsyningen.
Grænsekontrol holder ikke op med at være sund fornuft, blot fordi Donald Trump råber op om det. Meritokrati bliver ikke illegitimt, fordi det står på en MAGA-plakat. Og behovet for billig energi, afbureaukratisering og strategisk produktion forsvinder ikke, blot fordi man er træt af præsidentens seneste opslag på sociale medier.
𝗗𝗲𝗻 𝗯𝗲𝗱𝘀𝘁𝗲 𝘃𝗲𝗷 𝗳𝗿𝗲𝗺 𝗳𝗼𝗿 𝗨𝗦𝗔 𝗲𝗳𝘁𝗲𝗿 𝗽𝗿æ𝘀𝗶𝗱𝗲𝗻𝘁𝘃𝗮𝗹𝗴𝗲𝘁 𝗶 𝟮𝟬𝟮𝟴 𝘃𝗶𝗹 𝘃æ𝗿𝗲 𝗲𝗻 𝗺𝗼𝗱𝗻𝗲𝘁, 𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗱𝗶𝘀𝗰𝗶𝗽𝗹𝗶𝗻𝗲𝗿𝗲𝘁 𝘂𝗱𝗴𝗮𝘃𝗲 𝗮𝗳 𝗱𝗲𝗻𝗻𝗲 𝗸𝘂𝗿𝘀 — under ledelse af en figur som Marco Rubio. En linje, der fastholder den industrielle og nationale genrejsning, men som forener den med respekt for forfatningsmæssige institutioner, stærke alliancer og diplomatisk tyngde.
"Trump led et stort nederlag - men vi skal skelne mellem ham og de politiske strømninger"
Republikanerne har som ventet mistet flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Det giver anledning til en nødvendig sondring: Skellet mellem Donald Trump som person og de underliggende politiske strømninger, han har samlet under navnet MAGA.
𝗠𝗮𝗻 𝗸𝗮𝗻 𝘀𝗮𝗴𝘁𝗲𝗻𝘀 𝘃æ𝗿𝗲 𝗱𝘆𝗯𝘁 𝗸𝗿𝗶𝘁𝗶𝘀𝗸 𝗼𝘃𝗲𝗿 𝗳𝗼𝗿 𝗧𝗿𝘂𝗺𝗽 𝗼𝗴 𝘀𝗮𝗺𝘁𝗶𝗱𝗶𝗴 𝗲𝗿𝗸𝗲𝗻𝗱𝗲, 𝗮𝘁 𝗯𝗲𝘃æ𝗴𝗲𝗹𝘀𝗲𝗻 𝗵𝗮𝗿 𝗳𝗮𝘁 𝗶 𝗲𝗻 𝗿æ𝗸𝗸𝗲 𝗳𝘂𝗻𝗱𝗮𝗺𝗲𝗻𝘁𝗮𝗹𝗲 𝗽𝗿𝗼𝗯𝗹𝗲𝗺𝗲𝗿. Den sondring har både USA og Europa efter min mening akut brug for at tage til sig.
Lad mig starte med det åbenlyse: Trumps personlige svagheder er velkendte. Der er personangrebene, selvoptagetheden, usandhederne, den vaklende støtte til Ukraine og tilbøjeligheden til at reducere selv nære alliancer til transaktioner i en ejendomshandel. Hans kommunikation minder jævnligt om, at nogen har koblet en megafon direkte på internettet. 𝗠𝗲𝗻 𝗲𝗻 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝗸𝗲𝗿𝘀 𝗽𝗲𝗿𝘀𝗼𝗻𝗹𝗶𝗴𝗲 𝘀𝘁𝗶𝗹 𝗴ø𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗮𝘂𝘁𝗼𝗺𝗮𝘁𝗶𝘀𝗸 𝗱𝗲 𝗯𝗮𝗴𝘃𝗲𝗱𝗹𝗶𝗴𝗴𝗲𝗻𝗱𝗲 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝘀𝗸𝗲 𝗶𝗱𝗲𝗲𝗿 𝗳𝗼𝗿𝗸𝗲𝗿𝘁𝗲.
Et samfund skal kunne kontrollere sine grænser, håndhæve sine love, forsvare sig selv og sikre adgangen til kritiske forsyninger, teknologier og energi.
USA har nu genvundet kontrollen over sine grænser — et område, hvor Europa sakker bagud. USA har ligeledes forlangt, at de europæiske NATO-allierede løfter deres del af regningen, og den kursændring er nu endelig ved at slå igennem.
Og en civilisation uden innovation og produktion er dødsdømt - det skrev jeg blandt andet om i min bog "Det Kreative Samfund". Globaliseringen har løftet milliarder ud af fattigdom og skabt enorm velstand, men måden, vi indrettede den på, efterlod Vesten med enorme strategiske blindgyder.
Vi outsourcede fabrikkerne til Kina, fordi enhedsomkostningerne var lavere på kort sigt. Undervejs glemte vi, at industriel innovation ikke kan adskilles fra produktionen: Når man fremstiller noget i praksis, opdager man nye materialer, finpudser kemiske processer og finder ud af, hvad der kan optimeres.
𝗙𝗹𝘆𝘁𝘁𝗲𝗿 𝗺𝗮𝗻 𝗳𝗮𝗯𝗿𝗶𝗸𝗸𝗲𝗿𝗻𝗲 𝘂𝗱, 𝗳𝗹𝘆𝘁𝘁𝗲𝗿 𝗳𝗿𝗲𝗺𝘁𝗶𝗱𝗲𝗻𝘀 𝗽𝗮𝘁𝗲𝗻𝘁𝗲𝗿 𝗼𝗴 𝗼𝗽𝗳𝗶𝗻𝗱𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿 𝗺𝗲𝗱. Det har Vesten gjort.
Kineserne forstod til gengæld spillet til fulde. De har investeret massivt i produktionskæder, forskning og kritiske råstoffer. Ifølge Australian Strategic Policy Institute (ASPI) fører Kina nu an i 64 af de 72 strategiske teknologiområder, instituttet overvåger, målt på højtciteret forskning med stor gennemslagskraft, mens USA fastholder føringen på 6 områder.
Regner man EU som én samlet aktør, overtager vi føringen på 2 af Kinas områder — hvilket efterlader stillingen på 64 til Kina, 6 til USA og 2 til Europa.
Mange i Bruxelles og traditionelle økonomiske kredse affærdiger MAGAs industripolitik og toldsatser som primitiv protektionisme. Det overser hele det strategiske rationale: 𝗣𝗿𝗼𝘁𝗲𝗸𝘁𝗶𝗼𝗻𝗶𝘀𝗺𝗲 𝗲𝗿 𝗵𝗲𝗿 𝗲𝘁 𝗻ø𝗱𝘃𝗲𝗻𝗱𝗶𝗴𝘁 𝗳𝗼𝗿𝘀𝘃𝗮𝗿𝘀𝘃æ𝗿𝗻 𝗺𝗼𝗱 𝗮𝘁 𝗺𝗶𝘀𝘁𝗲 𝗲𝘃𝗻𝗲𝗻 𝘁𝗶𝗹 𝗮𝘁 𝗽𝗿𝗼𝗱𝘂𝗰𝗲𝗿𝗲 𝗹𝗶𝘃𝘀𝘃𝗶𝗴𝘁𝗶𝗴𝗲 𝗸𝗼𝗺𝗽𝗼𝗻𝗲𝗻𝘁𝗲𝗿.
Når et autoritært regime dumper priser via massiv statsstøtte for at monopolisere globale forsyningskæder, er blind frihandel ikke en dyd — det er en geopolitisk sårbarhed. Den erkendelse tog MAGA fat på først, og den er i dag også, omend modvilligt, ved at vinde indpas i Europa.
Det gælder i særdeleshed også energi. 𝗦𝘁𝗮𝗯𝗶𝗹, 𝗯𝗶𝗹𝗹𝗶𝗴 𝗼𝗴 𝗿𝗶𝗴𝗲𝗹𝗶𝗴 𝗲𝗻𝗲𝗿𝗴𝗶 𝗲𝗿 𝗴𝗿𝘂𝗻𝗱𝘀𝘁𝗲𝗻𝗲𝗻 𝗶 𝗲𝗻𝗵𝘃𝗲𝗿 𝗶𝗻𝗱𝘂𝘀𝘁𝗿𝗶𝗲𝗹 𝘀𝘁𝗼𝗿𝗺𝗮𝗴𝘁. Det har både Beijing og MAGA fattet. Europa har derimod i årevis behandlet astronomiske energipriser og regulering som et moralsk vilkår, virksomhederne blot måtte lære at leve med. Flere og flere virksomheder vælger i stedet at leve et andet sted.
Et andet centralt spor i MAGA-bevægelsen er opgøret med bureaukratisering og teknokratisk overstyring: 𝗙𝗼𝗹𝗸𝗲𝘃𝗮𝗹𝗴𝘁𝗲 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝗸𝗲𝗿𝗲 𝘀𝗸𝗮𝗹 𝗵𝗮𝘃𝗲 𝗱𝗲𝘁 𝗿𝗲𝗲𝗹𝗹𝗲 𝗿å𝗱𝗲𝗿𝘂𝗺 𝘁𝗶𝗹 𝗮𝘁 𝗳ø𝗿𝗲 𝗱𝗲𝗻 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝗸, 𝗯𝗼𝗿𝗴𝗲𝗿𝗻𝗲 𝗵𝗮𝗿 𝘀𝘁𝗲𝗺𝘁 𝗽å. Embedsværk, tilsyn og offentlige institutioner skal levere faglighed og administration — ikke agere ideologiske aktører med egen politisk agenda.
Den diskussion trænger sig også på herhjemme og i EU. Vi ser for ofte offentligt finansierede organisationer, NGO'er og agenturer agere som skatteyderbetalte meningsdannere. Det eroderer tilliden til det repræsentative demokrati.
Vi er nødt til åbent at kunne diskutere, hvordan internationale konventioner fortolkes — herunder om de fortsat harmonerer med vælgernes legitime krav om sikkerhed og f.eks. udvisning af kriminelle udlændinge. Rettigheder og retsstat er fundamentale værdier, men det er demokratisk folkelig forankring og proportionalitet også.
MAGA bærer også på et forsvar for meritokrati, personligt ansvar og klare adfærdsnormer. Individer skal bedømmes på evner, flid og karakter. 𝗔𝗱𝗴𝗮𝗻𝗴 𝘁𝗶𝗹 𝘂𝗱𝗱𝗮𝗻𝗻𝗲𝗹𝘀𝗲 𝗼𝗴 𝗮𝗿𝗯𝗲𝗷𝗱𝘀𝗺𝗮𝗿𝗸𝗲𝗱 𝗯ø𝗿 𝗯𝗲𝗿𝗼 𝗽å 𝗸𝘃𝗮𝗹𝗶𝗳𝗶𝗸𝗮𝘁𝗶𝗼𝗻𝗲𝗿 𝗳𝗿𝗲𝗺 𝗳𝗼𝗿 𝗿𝗮𝗰𝗲- 𝗲𝗹𝗹𝗲𝗿 𝗸ø𝗻𝘀𝗸𝘃𝗼𝘁𝗲𝗿. Dertil kommer ytringsfriheden.
𝗘𝘁 𝘀𝘂𝗻𝗱𝘁 𝘀𝗮𝗺𝗳𝘂𝗻𝗱 𝘀𝗸𝗮𝗹 𝗸𝘂𝗻𝗻𝗲 𝘁𝗮𝗹𝗲 𝘂𝗳𝗶𝗹𝘁𝗿𝗲𝗿𝗲𝘁 𝗼𝗺 𝘀𝘃æ𝗿𝗲 𝗲𝗺𝗻𝗲𝗿 𝘂𝗱𝗲𝗻, 𝗮𝘁 𝘂𝗲𝗻𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱 𝗮𝘂𝘁𝗼𝗺𝗮𝘁𝗶𝘀𝗸 𝘀𝘁𝗲𝗺𝗽𝗹𝗲𝘀 𝘀𝗼𝗺 𝗺𝗼𝗿𝗮𝗹𝘀𝗸 𝗳𝗼𝗿𝗸𝗮𝘀𝘁𝗲𝗹𝗶𝗴.
Da Elon Musk købte X, droppede han store dele af den politiske censur; trods profetier om platformens død steg aktiviteten, og netværket er forblevet et centralt forum for fri meningsudveksling.
Det samme gør sig gældende inden for AI: Modeller bør stræbe efter objektiv sandhed og lovlydighed frem for påklistrede ideologiske filtre. Da Zenia Stampe f.eks. omtalte at europæisk AI skulle baseres på europæiske værdier, lød det for mig som om det netop skulle opdrage befolkningen i stedet for objektivt at informere den (måske tager jeg fejl her).
Endelig rummer MAGA-bevægelsen en markant teknologisk fremtidsoptimisme, som tit drukner i mediebilledet. MAGA repræsenterer en hybrid mellem kulturel værdibevarelse og massiv innovationsiver: Atombaserede energiprojekter, bioteknologi, rumfart, AI og infrastruktur. Masser af det.
Dette har også en finanspolitisk baggrund. I en tid, hvor USA slæber rundt på tårnhøj statsgæld og massive budgetunderskud, findes der i praksis tre håndtag: hæve skatterne, skære i udgifterne eller øge den strukturelle vækst.
Skattestigninger kvæler typisk dynamikken, og store besparelser er politisk lammende. 𝗗𝗲𝗻 𝗲𝗻𝗲𝘀𝘁𝗲 𝗯æ𝗿𝗲𝗱𝘆𝗴𝘁𝗶𝗴𝗲 𝘃𝗲𝗷 𝘂𝗱 𝗮𝗳 𝗴æ𝗹𝗱𝘀𝗳æ𝗹𝗱𝗲𝗻 𝗲𝗿 𝗮𝘁 𝘃𝗼𝗸𝘀𝗲 𝘀𝗶𝗴 𝘀𝘁ø𝗿𝗿𝗲: En mere produktiv, energiuafhængig økonomi gør gældsbyrden relativt mindre.
I USA har vi set anlægsinvesteringer og private investeringer i fremtids-industri stige kraftigt netop på grund af deregulering, skatteincitamenter og fokus på tempo. 𝗠𝗲𝗻𝘀 𝗘𝘂𝗿𝗼𝗽𝗮 𝗵𝗮𝗿 𝗴𝗷𝗼𝗿𝘁 𝘀𝗶𝗴 𝘁𝗶𝗹 𝘃𝗲𝗿𝗱𝗲𝗻𝘀𝗺𝗲𝘀𝘁𝗲𝗿 𝗶 𝗮𝘁 𝗿𝗲𝗴𝘂𝗹𝗲𝗿𝗲 𝗳𝗿𝗲𝗺𝘁𝗶𝗱𝗲𝗻, 𝗯𝘆𝗴𝗴𝗲𝗿 𝗮𝗻𝗱𝗿𝗲 𝗱𝗲𝗻.
Jeg bor selv i Schweiz, som på mange måder praktiserer kernen af disse principper på en afdæmpet og pragmatisk facon: Schweiz har lave skatter og er meget erhvervsvenligt. Landet har i årevis været nummer 1 i verdensrangeringen på Global Innovation Index.
Siden 2025 er den tyske industriproduktion faldet 11 %, mens den schweiziske er steget 36 %. 𝗦𝗰𝗵𝘄𝗲𝗶𝘇 𝗯𝗲𝘃𝗶𝘀𝗲𝗿, 𝗮𝘁 𝗲𝘁 𝗹𝗮𝗻𝗱 𝘀𝗮𝗴𝘁𝗲𝗻𝘀 𝗸𝗮𝗻 𝗵𝗮𝘃𝗲 𝘃𝗲𝗿𝗱𝗲𝗻𝘀 𝗵ø𝗷𝗲𝘀𝘁𝗲 𝗹ø𝗻𝗻𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿 𝗼𝗴 𝘀𝗮𝗺𝘁𝗶𝗱𝗶𝗴 𝗳𝗮𝘀𝘁𝗵𝗼𝗹𝗱𝗲 𝗲𝗻 𝗯𝗹𝗼𝗺𝘀𝘁𝗿𝗲𝗻𝗱𝗲 𝗶𝗻𝗱𝘂𝘀𝘁𝗿𝗶𝘀𝗲𝗸𝘁𝗼𝗿. Schweiz har desuden stramme krav til integration og statsborgerskab samt fastholdelse af atomkraft som rygrad i forsyningen.
Grænsekontrol holder ikke op med at være sund fornuft, blot fordi Donald Trump råber op om det. Meritokrati bliver ikke illegitimt, fordi det står på en MAGA-plakat. Og behovet for billig energi, afbureaukratisering og strategisk produktion forsvinder ikke, blot fordi man er træt af præsidentens seneste opslag på sociale medier.
𝗗𝗲𝗻 𝗯𝗲𝗱𝘀𝘁𝗲 𝘃𝗲𝗷 𝗳𝗿𝗲𝗺 𝗳𝗼𝗿 𝗨𝗦𝗔 𝗲𝗳𝘁𝗲𝗿 𝗽𝗿æ𝘀𝗶𝗱𝗲𝗻𝘁𝘃𝗮𝗹𝗴𝗲𝘁 𝗶 𝟮𝟬𝟮𝟴 𝘃𝗶𝗹 𝘃æ𝗿𝗲 𝗲𝗻 𝗺𝗼𝗱𝗻𝗲𝘁, 𝗺𝗲𝗿𝗲 𝗱𝗶𝘀𝗰𝗶𝗽𝗹𝗶𝗻𝗲𝗿𝗲𝘁 𝘂𝗱𝗴𝗮𝘃𝗲 𝗮𝗳 𝗱𝗲𝗻𝗻𝗲 𝗸𝘂𝗿𝘀 — under ledelse af en figur som Marco Rubio. En linje, der fastholder den industrielle og nationale genrejsning, men som forener den med respekt for forfatningsmæssige institutioner, stærke alliancer og diplomatisk tyngde.