Venstrefløjen taler om rige virksomhedsejere. De skulle møde min mor
Jeg hører ofte politikere på venstrefløjen tale om selvstændige og virksomhedsejere, som om de per definition er økonomisk privilegerede. Som om de kører i Porsche og spiser østers på Café Victor, når lejligheden byder sig.
Men den beskrivelse har jeg altid haft svært ved at genkende hjemmefra.
Ganskevist er jeg fra Nordsjælland, men min mor er enlig forsørger, ufaglært og driver sin egen danseskole.
Og lad mig sige det, som det er:
Hun tjener betydeligt mindre end den gennemsnitlige lønmodtager. Og det er på trods af, at hun siden 2012 har drevet den største danseskole i Helsingør med lidt over 150 elever. Hun står selv med alt det øvrige arbejde, man normalt ville ansætte fire-fem andre til at varetage.
Lige fra rengøring og administration til planlægning af undervisning, arrangementer, markedsføring og kommunikation med forældrene. Når musikken slukker efter ugens dansetimer, bliver lokalerne også lejet ud til private fødselsdage.
Med andre ord har min mor gjort alt, hvad der står i hendes magt, for at holde danseskolen kørende, uden at det overhovedet har været fordelagtigt for hende rent økonomisk.
Det har især haft betydning for mit eget syn på værdien af penge.
Jeg er ikke vokset op med, at jeg bare kunne få, hvad jeg pegede på. Hvis jeg gerne ville have noget, var svaret som regel, at jeg måtte ønske mig det til jul eller fødselsdag eller selv spare op.
Derfor sidder jeg nogle gange tilbage med en fornemmelse af, at dem, der taler allermest skråsikkert om selvstændiges vilkår, ikke altid forstår den virkelighed, de udtaler sig om.
For der er altså forskel på at eje en virksomhed og på at være økonomisk privilegeret, de to ting er nødvendigvis ikke noget som går hånd i hånd.
Havde min mor valgt at være almindelig lønmodtager i det private eller det offentlige, havde hun formentlig haft udsigt til både egen bil og egen bolig. I stedet valgte hun at skabe noget selv, hun brænder for, og skabe et værdifuldt fællesskab for de mange børn og unge i Helsingør, der gerne vil danse.
Problemet er bare, at den pris i Danmark bliver unødigt høj, når man oven i den økonomiske usikkerhed skal bruge utallige timer på administrative krav.
Vi vokser op i et samfund, hvor vi fra barnsben får prædiket vigtigheden af sikkerhed og tryghed, og hvor man helst ikke skal stikke snuden for langt frem med sine ambitioner. Et traditionelt lønmodtagerjob med fast indkomst og pension bliver betragtet som det fornuftige valg, mens iværksætteri forbindes med økonomisk risiko.
Og selvfølgelig indebærer det en risiko at være selvstændig. Det er jo noget, man selv vælger at påtage sig.
Men vi har gjort det unødigt besværligt at drive virksomhed, når man oven i den risiko skal bruge en alt for stor mængde tid på unødigt bureaukrati.
Jeg ville ikke engang selv vide, hvor jeg skulle begynde, hvis jeg fik idéen til at starte en virksomhed i morgen.
Og når jeg ser, hvor meget tid min mor bruger på det administrative frem for det, hun egentlig startede danseskolen for, kan jeg godt forstå, hvis andre mister lysten til overhovedet at forsøge.
Hvis vi vil have en sund iværksætterkultur, skal vi stoppe med at betragte selvstændige som en økonomisk privilegeret elite og i stedet anerkende dem, der tager en risiko.
Problemet i Danmark er ikke, at nogle selvstændige ender med at tjene mange penge. Problemet er, at vi har gjort vejen dertil så besværlig, at alt for få overhovedet har lyst til at gøre forsøget.
Venstrefløjen taler om rige virksomhedsejere. De skulle møde min mor
Jeg hører ofte politikere på venstrefløjen tale om selvstændige og virksomhedsejere, som om de per definition er økonomisk privilegerede. Som om de kører i Porsche og spiser østers på Café Victor, når lejligheden byder sig.
Men den beskrivelse har jeg altid haft svært ved at genkende hjemmefra.
Ganskevist er jeg fra Nordsjælland, men min mor er enlig forsørger, ufaglært og driver sin egen danseskole.
Og lad mig sige det, som det er:
Hun tjener betydeligt mindre end den gennemsnitlige lønmodtager. Og det er på trods af, at hun siden 2012 har drevet den største danseskole i Helsingør med lidt over 150 elever. Hun står selv med alt det øvrige arbejde, man normalt ville ansætte fire-fem andre til at varetage.
Lige fra rengøring og administration til planlægning af undervisning, arrangementer, markedsføring og kommunikation med forældrene. Når musikken slukker efter ugens dansetimer, bliver lokalerne også lejet ud til private fødselsdage.
Med andre ord har min mor gjort alt, hvad der står i hendes magt, for at holde danseskolen kørende, uden at det overhovedet har været fordelagtigt for hende rent økonomisk.
Det har især haft betydning for mit eget syn på værdien af penge.
Jeg er ikke vokset op med, at jeg bare kunne få, hvad jeg pegede på. Hvis jeg gerne ville have noget, var svaret som regel, at jeg måtte ønske mig det til jul eller fødselsdag eller selv spare op.
Derfor sidder jeg nogle gange tilbage med en fornemmelse af, at dem, der taler allermest skråsikkert om selvstændiges vilkår, ikke altid forstår den virkelighed, de udtaler sig om.
For der er altså forskel på at eje en virksomhed og på at være økonomisk privilegeret, de to ting er nødvendigvis ikke noget som går hånd i hånd.
Havde min mor valgt at være almindelig lønmodtager i det private eller det offentlige, havde hun formentlig haft udsigt til både egen bil og egen bolig. I stedet valgte hun at skabe noget selv, hun brænder for, og skabe et værdifuldt fællesskab for de mange børn og unge i Helsingør, der gerne vil danse.
Problemet er bare, at den pris i Danmark bliver unødigt høj, når man oven i den økonomiske usikkerhed skal bruge utallige timer på administrative krav.
Vi vokser op i et samfund, hvor vi fra barnsben får prædiket vigtigheden af sikkerhed og tryghed, og hvor man helst ikke skal stikke snuden for langt frem med sine ambitioner. Et traditionelt lønmodtagerjob med fast indkomst og pension bliver betragtet som det fornuftige valg, mens iværksætteri forbindes med økonomisk risiko.
Og selvfølgelig indebærer det en risiko at være selvstændig. Det er jo noget, man selv vælger at påtage sig.
Men vi har gjort det unødigt besværligt at drive virksomhed, når man oven i den risiko skal bruge en alt for stor mængde tid på unødigt bureaukrati.
Jeg ville ikke engang selv vide, hvor jeg skulle begynde, hvis jeg fik idéen til at starte en virksomhed i morgen.
Og når jeg ser, hvor meget tid min mor bruger på det administrative frem for det, hun egentlig startede danseskolen for, kan jeg godt forstå, hvis andre mister lysten til overhovedet at forsøge.
Hvis vi vil have en sund iværksætterkultur, skal vi stoppe med at betragte selvstændige som en økonomisk privilegeret elite og i stedet anerkende dem, der tager en risiko.
Problemet i Danmark er ikke, at nogle selvstændige ender med at tjene mange penge. Problemet er, at vi har gjort vejen dertil så besværlig, at alt for få overhovedet har lyst til at gøre forsøget.