---
title: "Y-ANALYSE: Troels Lund Poulsens sure kolde efterår"
url: https://y.dk/y-analyse-troels-lund-poulsens-sure-kolde-efteraar
id: ed12e0db-ad5c-4cd7-957a-166128766686
type: article
language: da
author: "Peter Astrup, politisk redaktør"
published: 2026-11-09T16:00:00.125Z
updated: 2026-11-09T16:08:41.393Z
full_text: true
publisher: y.dk
terms: https://y.dk/vilkaar
---

# Y-ANALYSE: Troels Lund Poulsens sure kolde efterår

Af Peter Astrup, politisk redaktør · Publiceret 2026-11-09T16:00:00.125Z · Opdateret 2026-11-09T16:08:41.393Z

![](<https://d3m6y30n4nyqum.cloudfront.net/images/production/2026/11/09/800d511f-5367-468c-95bf-5926b4a4e2f6.webp?Expires=1794261600&Key-Pair-Id=K2QLCJ4TZO0VKC&Signature=TxdcA8tqpdB8EgCk5UlplpjA-MPxSlTQx-GtiFdVWTcEaL8EyzepTcTmyBZHXJRGhVxYHoR160hzRmIf-2k2br8dJw2X6L0puUTbeBYakqYOIPjAZ4gkFDE01DlIH~WmH7-VJhvjNjHU1Vk~gma9iXOh~1S8RnoH~nz3s757181wrND3uPXWFhAQhl6lHKdCfTn9p8fC~UuYpUYbFDZ6mJPhm4YqMs6BO28hZjaECgcIt4wOLwpkrlWauN9YFeKo3TeN4-EE8wYqsUE1NNgh3RU1-o~nV1Q~J6UFsZoICrSry5jZSJQsEJCwjkn2mH~g7fEc3wgCJnmUikNeZq7dSg__>)
*Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix*

Som jeg sidder her i min stue og kigger ud på efteråret, så kommer jeg i tanke om, at partiet Venstre har meget til fælles med en normal dansk november måned.

Det første lighedspunkt kommer allerede ved mandagens Voxmeter måling. Her bliver Venstres politiske temperatur målt til 5,8 procents opbakning.

Hvis man laver procent om til grader celsius, så har man faktisk gennemsnitstemperaturen for november i Danmark, som vi som bekendt er et godt stykke inde i nu.

Man kan også roligt sige, at sommeren er forbi for Venstre.

For eksempel lyder den kommende uges vejrmelding på en strid politisk modvind op mod weekendens landsmøde.

Der vil være kommentatorer, der taler om hvor frygteligt partiet har det.

Man vil sikkert også høre de samme sure stemmer i baglandet igen, der som rådne nedfaldsæbler er klar til at fordærve de få tilbageværende trofaste Venstre-vælgere, der endnu ligger i kurven.

Som vi nærmer os Black Friday - som kickstarter årets julegaveræs - så vil alle før, under og efter landsmødet desuden spørge sig selv, om det nogensinde bliver rigtig jul med Troels Lund Poulsen som formand.

Hvis ikke dette år, så i det mindste næste år? Svaret blafrer i den stride efterårsblæst.

Måske kunne svaret vise sig denne lørdag, når Troels Lund Poulsen går på scenen i Herning Kongrescenter? Det er i hvert fald hans eneste r eelle mulighed for at tale direkte til sine vælgere og slå en retning fast for sit parti.

Ikke alene en retning, men også en vision. Han skal oplyse den aftenmørke vej frem og pege på al den gode politik, som skal få vælgerne til at vende tilbage til Venstre, som var det Guds gaver.

De Guds gaver, som Venstre burde have ‘i vor lade, på vor lo,’ som Grundtvig beskriver det i sin salme “Nu falmer skoven trindt om land”.

Problemet er, at det er svært at få øje på den politik, som skal klare Venstre igennem en lang og kold vinter. Og som skal lokke vælgerne tilbage igen.

Hvis du som parti skræmmer dine vælgere væk - og det har man jo gjort her - så kommer der et tidspunkt, hvor vælgerne stiller sig selv spørgsmålet, om de nu gjorde det rigtige? Bør man vende tilbage igen?

Man husker som vælger nogle glimt af glæde og nostalgi ved sit gamle parti. Og så kigger man sig over skulderen.

Og i det øjeblik skal der gerne være politik på hylderne, som får vælgeren lokket tilbage.

Gode sunde nærende politiske løsninger på folkelige problemer, som man har høstet i den danske sensommer.

Fik man dem i hus? Næh…

Venstre har ikke kunne tale politik lige siden Søren Gade i slutningen af august med korslagte arme meddelte, at han stemte ligesom det passede ham i balladen om gødskningsloven. Det var vel og mærke det modsatte af formanden.

Søren Gade kom som et skybrud i sensommeren, som rådnede hele Venstres politiske kornhøst væk.

Laden er tom. Nu skal Troels Lund Poulsen i stedet ud og snadre i den kolde mudrede jord blandt efterårsblade og rådden frugt for at finde en enkelt orm, som man kan tære på.

Venstre har trukket lidt for lidt op af hatten, hvor noget var gentagelser fra valgkampen.

Blandt andet noget med noget skoleforbedringer, fordi børnene ikke kan læse eller regne.

Og man har lanceret et afbureaukratiseringsforslag, hvor man blandt andet vil fjerne en regel, hver gang man indfører en ny.

Det syner lidt syner lidt af Liberal Alliance. Herovre har man bare den politik, at man vil fjerne to regler, hver gang man fjerner én. Det lyder jo dobbelt så godt.

Det er blot ét eksempel, der lyser op, hvor Venstre synes fanget i en mørk mosekonetåge.

Man kan ikke som vælger undlade spørge sig selv, om man egentlig vil tilbage til Venstre?

Hvorfor ikke bare stemme på nogle andre? Venstre har ikke høstet de gode svar og nu er kulden kommet.

---

Kilde: y.dk, https://y.dk/y-analyse-troels-lund-poulsens-sure-kolde-efteraar
