Ankestyrelsen: Kommuner svigter opfølgning
I halvdelen af 20 undersøgte sager burde kommunerne have fulgt op på udsatte borgere, vurderer Ankestyrelsen. En ny undersøgelse afdækker også problemer med reglerne om flytning uden samtykke.
Valeriia Miller / Pexels
Kommunerne har pligt til at sikre, at mennesker med handicap og psykiske vanskeligheder får den hjælp, de har behov for, når de bor på et botilbud.
Men en ny undersøgelse fra Ankestyrelsen afslører en række eksempler på alvorlige mangler i kommunernes opfølgning.
I 10 ud af 20 undersøgte sager fandt Ankestyrelsen oplysninger, som burde have fået kommunerne til at undersøge borgernes situation nærmere.
Det kunne være tegn på mistrivsel, ændret adfærd eller forringet funktionsevne. Alligevel fremgår det ikke af sagerne, at kommunerne har foretaget den nødvendige opfølgning.
Ankestyrelsen understreger, at kommunerne har pligt til at reagere, når de bliver opmærksomme på, at en borger mistrives.
Undersøgelsen bygger på svar fra 94 af landets 98 kommuner samt en nærmere gennemgang af 20 borgersager fra fem kommuner.
De 20 sager er ikke repræsentative for hele landet, men viser konkrete eksempler på problemer med borgernes retssikkerhed.
Problemer med flytning uden samtykke
Et andet alvorligt fund handler om borgere, der er blevet flyttet til botilbud, uden at kommunerne tilsyneladende har fulgt reglerne om flytning uden samtykke.
Det drejer sig om tilfælde, hvor oplysningerne i sagerne indikerer, at borgerne ikke har været i stand til at give et informeret samtykke.
I sådanne situationer skal der som udgangspunkt foreligge en afgørelse fra Familieretshuset, før flytningen kan gennemføres.
Undersøgelsen viser også eksempler på borgere, der har boet i midlertidige botilbud i flere år, uden at kommunen har undersøgt, om de i virkeligheden burde tilbydes et længerevarende botilbud.
Det kan have betydning for borgernes rettigheder. Borgere, der er berettiget til længerevarende botilbud efter servicelovens § 108, har nemlig mulighed for frit valg af botilbud inden for lovens rammer.
Næsten hver tredje følger sjældent op
Undersøgelsen afdækker samtidig store forskelle på, hvor ofte kommunerne kontrollerer, om hjælpen fortsat er den rigtige.
68 procent af kommunerne oplyser, at de som udgangspunkt følger op én gang årligt på borgere i længerevarende botilbud.
Men 29 procent følger som standard op sjældnere end én gang om året – eksempelvis hvert halvandet eller hvert andet år.
Der findes ingen faste lovkrav om, hvor ofte opfølgningen skal ske. Kommunerne skal dog løbende sikre, at hjælpen fortsat opfylder sit formål.
Nogle kommuner oplyser, at mangel på ressourcer kan begrænse hyppigheden af opfølgningerne.
Samtidig peger kommunerne selv på risikoen for, at borgere, der ikke gør opmærksom på deres problemer, bliver overset, når mere komplicerede sager prioriteres.
Kommuner efterlyser klarere regler
93 procent af kommunerne angiver opfølgning som en typisk anledning til personrettet tilsyn.
Men flere kommuner er usikre på, hvad tilsynet præcist skal omfatte, og hvordan det skal dokumenteres.
Ankestyrelsen konstaterer desuden, at kommunerne generelt ikke dokumenterer skriftligt, hvorfor den eksisterende hjælp fortsat vurderes at være tilstrækkelig.
Undersøgelsen tegner dog ikke et entydigt negativt billede. De fem interviewede borgere oplever generelt, at kommunernes opfølgning dækker deres behov.
Rapporten er udarbejdet af Retssikkerhedsenheden i Ankestyrelsen og offentliggjort i oktober 2026.
Ankestyrelsen: Kommuner svigter opfølgning
I halvdelen af 20 undersøgte sager burde kommunerne have fulgt op på udsatte borgere, vurderer Ankestyrelsen. En ny undersøgelse afdækker også problemer med reglerne om flytning uden samtykke.
Valeriia Miller / Pexels
Kommunerne har pligt til at sikre, at mennesker med handicap og psykiske vanskeligheder får den hjælp, de har behov for, når de bor på et botilbud.
Men en ny undersøgelse fra Ankestyrelsen afslører en række eksempler på alvorlige mangler i kommunernes opfølgning.
I 10 ud af 20 undersøgte sager fandt Ankestyrelsen oplysninger, som burde have fået kommunerne til at undersøge borgernes situation nærmere.
Det kunne være tegn på mistrivsel, ændret adfærd eller forringet funktionsevne. Alligevel fremgår det ikke af sagerne, at kommunerne har foretaget den nødvendige opfølgning.
Ankestyrelsen understreger, at kommunerne har pligt til at reagere, når de bliver opmærksomme på, at en borger mistrives.
Undersøgelsen bygger på svar fra 94 af landets 98 kommuner samt en nærmere gennemgang af 20 borgersager fra fem kommuner.
De 20 sager er ikke repræsentative for hele landet, men viser konkrete eksempler på problemer med borgernes retssikkerhed.
Problemer med flytning uden samtykke
Et andet alvorligt fund handler om borgere, der er blevet flyttet til botilbud, uden at kommunerne tilsyneladende har fulgt reglerne om flytning uden samtykke.
Det drejer sig om tilfælde, hvor oplysningerne i sagerne indikerer, at borgerne ikke har været i stand til at give et informeret samtykke.
I sådanne situationer skal der som udgangspunkt foreligge en afgørelse fra Familieretshuset, før flytningen kan gennemføres.
Undersøgelsen viser også eksempler på borgere, der har boet i midlertidige botilbud i flere år, uden at kommunen har undersøgt, om de i virkeligheden burde tilbydes et længerevarende botilbud.
Det kan have betydning for borgernes rettigheder. Borgere, der er berettiget til længerevarende botilbud efter servicelovens § 108, har nemlig mulighed for frit valg af botilbud inden for lovens rammer.
Næsten hver tredje følger sjældent op
Undersøgelsen afdækker samtidig store forskelle på, hvor ofte kommunerne kontrollerer, om hjælpen fortsat er den rigtige.
68 procent af kommunerne oplyser, at de som udgangspunkt følger op én gang årligt på borgere i længerevarende botilbud.
Men 29 procent følger som standard op sjældnere end én gang om året – eksempelvis hvert halvandet eller hvert andet år.
Der findes ingen faste lovkrav om, hvor ofte opfølgningen skal ske. Kommunerne skal dog løbende sikre, at hjælpen fortsat opfylder sit formål.
Nogle kommuner oplyser, at mangel på ressourcer kan begrænse hyppigheden af opfølgningerne.
Samtidig peger kommunerne selv på risikoen for, at borgere, der ikke gør opmærksom på deres problemer, bliver overset, når mere komplicerede sager prioriteres.
Kommuner efterlyser klarere regler
93 procent af kommunerne angiver opfølgning som en typisk anledning til personrettet tilsyn.
Men flere kommuner er usikre på, hvad tilsynet præcist skal omfatte, og hvordan det skal dokumenteres.
Ankestyrelsen konstaterer desuden, at kommunerne generelt ikke dokumenterer skriftligt, hvorfor den eksisterende hjælp fortsat vurderes at være tilstrækkelig.
Undersøgelsen tegner dog ikke et entydigt negativt billede. De fem interviewede borgere oplever generelt, at kommunernes opfølgning dækker deres behov.
Rapporten er udarbejdet af Retssikkerhedsenheden i Ankestyrelsen og offentliggjort i oktober 2026.