Donald Trump har mistet en afgørende del af sin politiske magt, men amerikansk historie viser, at en præsident kan overleve politisk uden et flertal i Kongressen.

Ved midtvejsvalget har Demokraterne vundet flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Dermed slutter den periode, hvor Republikanerne har kontrolleret både Det Hvide Hus og Kongressen.

Det betyder ikke, at Trump er blevet magtesløs. Men de næste to år frem til præsidentvalget i 2028 bliver på helt andre betingelser.

Fra januar kan Demokraterne blokere nye republikanske lovforslag, indlede undersøgelser af præsidentens administration og kræve dokumenter og vidneforklaringer.

Samtidig får de kontrol over Senatet, som skal godkende præsidentens udnævnelser til blandt andet ministerposter og føderale domstole.

Det kan gøre det særdeles vanskeligt for Trump at få nye folk ind på centrale poster.

Trump kan sige nej

Til gengæld har Trump et særdeles effektivt våben: sin vetoret.

Selv om Demokraterne har flertal i begge kamre, kan de ikke uden videre gennemføre deres egen politik.

Præsidenten kan nemlig nedlægge veto mod lovforslag, som Kongressen har vedtaget. For at tilsidesætte hans veto kræves et flertal på to tredjedele i begge kamre.

Det svarer normalt til mindst 67 af Senatets 100 medlemmer og 290 af Repræsentanternes Hus' 435 medlemmer, hvis alle stemmer.

Så stort et flertal har Demokraterne ikke. De vil derfor være afhængige af betydelig republikansk støtte for at tvinge lovgivning igennem imod Trumps vilje.

Trump har allerede varslet, at han vil benytte muligheden.

I et interview med podcasten Pod Force One erklærede han, at han ville blive "Mr. Veto", hvis Demokraterne overtog Kongressen. Men han åbnede samtidig for, at parterne senere kunne indgå aftaler.

Obama og Clinto prøvede det også

Situationen er ikke usædvanlig i amerikansk politik.

Barack Obama mistede kontrollen over begge kamre efter midtvejsvalget i 2014. Republikanerne kunne blokere hans politiske dagsorden, men Obama bevarede sin vetoret og brugte også præsidentielle dekreter til at føre politik.

Bill Clinton stod i en tilsvarende situation efter Republikanernes valgsejr i 1994.

Det førte til voldsomme konfrontationer om blandt andet statsbudgettet og en midlertidig nedlukning af dele af den føderale administration.

Men Clinton formåede også at samarbejde med Republikanerne om en omfattende reform af det amerikanske velfærdssystem i 1996. Samme år blev han genvalgt som præsident.

Eksemplerne viser altså, at tabet af Kongressen ikke nødvendigvis betyder, at en præsident mister sin politiske handlekraft.

Magtkampe venter

For Trump bliver en af de største udfordringer Demokraternes muligheder for at undersøge hans administration.

Kongressens udvalg kan indkalde vidner, kræve dokumenter og gennemføre høringer, der kan skabe politiske problemer for Det Hvide Hus.

Samtidig kan Demokraterne bruge deres kontrol over bevillingerne til at presse præsidenten. USA skal fortsat have vedtaget budgetter, og her kan begge parter blive tvunget til kompromiser.

Trump bevarer dog betydelig magt på områder som udenrigspolitik, administration og præsidentielle dekreter, selv om hans beslutninger fortsat kan udfordres ved domstolene.

De næste to år kan derfor blive præget af politisk stilstand, konfrontationer og gensidige trusler om blokeringer.

Men også af forhandlinger.

For selv om Demokraterne nu kontrollerer Kongressen, sidder Donald Trump fortsat med nøglen til langt størstedelen af den nye lovgivning.