Vi lever i hykleriets tidsalder.

Man kan tage så meget ejerskab på sin sag, at man uden at blinke kan marchere hen over seks millioner døde jøder, de overlevende fra Holocaust og deres efterkommere med en port fra Auschwitz, hvor “Arbeit macht frei” er erstattet med “Gaza”.

Man kan vende ryggen til den israelske nationalsang og stadig synes, at det bedste trænerjob, man havde, var i Qatar. En stat, hvor kvinder ingen rettigheder har. Som i: ingen.

Hvor migrantarbejdere arbejder som slaver. Hvor homoseksuelle fængsles. Og hvor Hamas-ledere lever og bor i luksus, mens befolkningen i Gaza sulter og dør.

Man kan møde op som Iran i FN og kalde Israel en terrorstat. Selv om man finansierer tre terrorbevægelser, har udført terrorangreb rundt om i verden og startet den ene krig efter den anden.

Man kan være med i 15 resolutioner mod Israel, men kun få én imod sig selv, selv om man har myrdet tusinder af sine egne borgere og stadig hænger og pisker unge mennesker. Og voldtager dem i fængslerne.

Man kan udvandre fra Netanyahus tale, fordi man er imod Israel, imens ens egen diktator dømmer mennesker til døden, fordi de mener at en krig mod Ukraine er umoralsk.

Det er i sandhed hykleriets storhedstid: En tid, hvor moralen råbes ud fra internationale talerstole, stadions og fodboldbaner, mens dobbeltmoralen står lige ved siden af og brøler med. Hvor menneskerettigheder åbenbart kun er universelle, når det er de rigtige mennesker, der krænker dem.

Og hvor den moralske høje hest efterhånden er blevet så høj, at man skal passe på man ikke styrter ned fra den, for så dør man af faldet.