Han brugte Claude til at løse et af matematikkens gåder. Reaktionerne viser både begejstring og skepsis
Matematikeren Levent Alpöge mener at have løst Riemann-hypotesen sammen med Claude. Nu forsøger andre forskere at kontrollere 17 millioner linjer kode.

Illustration: AI-genereret
Levent Alpöge havde forestillet sig, at det ville tage årtier. Allerede som studerende besluttede han sig for at prøve at løse Riemann-hypotesen, en gåde om primtal, som matematikere har kæmpet med siden 1859.
Nu mener han, at det er lykkedes. Men undervejs skete der noget, han ikke havde regnet med: Hans AI-assistent begyndte at komme med nye matematiske idéer hurtigere, end han selv kunne følge med.
"Claude begyndte at efterlade mig i ærefrygt," skriver han i en fire sider lang meddelelse, som han offentliggjorde fredag.
Alpöge er talteoretiker fra Harvard University, for tiden ansat hos AI-virksomheden Anthropic. Her har han arbejdet med selskabets chatbot Claude.
I sin meddelelse beskriver han, hvordan han først selv fandt frem til to forskellige matematiske idéer, som så ud til at kunne kombineres i en forenklet version af problemet. Han ledte arbejdet hen mod en mere generel situation, hvor idéerne måske også kunne bruges. Derefter, fortæller han, begyndte Claude at foreslå de afgørende næste skridt.
Et af forslagene handlede om, hvor mange led der skulle indgå i en kæde af særlige matematiske operationer. Det kan lyde som en teknisk detalje. For Alpöge var det netop den slags greb, han havde manglet for at bringe to forskellige metoder sammen.
Resultatet har han ikke offentliggjort som en almindelig matematisk afhandling. Hans forsøg på at få forklaret beviset i læsbar tekst voksede til over 250.000 sider. I stedet lagde han omkring 17 millioner linjer kode ud i Lean, et system, der kontrollerer matematiske beviser trin for trin. Han hævder endda at have løst en stærkere variant af Riemann-hypotesen, den generaliserede Riemann-hypotese.
For at forstå, hvad der står på spil, må man begynde med primtallene.
Det er tal som 2, 3, 5, 7 og 11, der kun kan deles med 1 og sig selv. De dukker op med tilsyneladende uregelmæssige mellemrum. Riemanns hypotese siger noget meget præcist om det skjulte mønster i deres fordeling. Matematikere har kontrolleret enorme mængder tilfælde uden at finde et brud på mønstret, men ingen har hidtil leveret et alment accepteret bevis for, at det gælder altid.
Derfor gik andre matematikere straks i gang med at kontrollere Alpöges arbejde. Ifølge Quanta Magazine var Andrew Sutherland fra MIT den første, der fik koden til at køre. Simon DeDeo fra Carnegie Mellon University gjorde det samme, og Sutherland gentog forsøget med en anden version af Lean.
Det er en vigtig første kontrol, men ikke den sidste. Eksperterne skal også sikre sig, at koden ikke bruger skjulte forudsætninger eller har ændret betydningen af de begreber, der skal bevises noget om.
Reaktionerne viser både begejstring og skepsis. James Maynard, der har modtaget matematikkens prestigefulde Fieldsmedalje og arbejder på Oxford University, siger til Nature, at han har en formodning om, at beviset vil vise sig at være korrekt.
Men matematikeren Maksym Radziwiłł fra New York University efterlyser noget mere grundlæggende: en forklaring af, hvorfor beviset virker. Over for Quanta kritiserer han Alpöges korte tekst for at indeholde udsagn, der ikke giver mening. Det er ikke nok, mener han, at symbolerne følger reglerne, hvis matematikerne ikke kan forstå argumentet bag.
Og mens de undersøger Alpöges kode, er en anden mulig løsning dukket op. Stanford-matematikeren Alessandro Masullo har offentliggjort et omfattende, menneskeskabt bevisforsøg på den generaliserede Riemann-hypotese. Også det afventer faglig kontrol.
Det hele sker midt i en bemærkelsesværdig udvikling. I september offentliggjorde Anthropic en AI-hjulpet computerkontrol af det klassiske bevis for Fermats sidste sætning. I oktober fremlagde OpenAI hundredvis af matematiske resultater, herunder forslag til beviser for en svagere udgave af Riemann-hypotesen. Og i november blev et langvarigt arbejde med at kontrollere et bevis for den såkaldte ternære Goldbach-formodning også formaliseret ved hjælp af AI, skriver Quanta.
Det er forskellige slags fremskridt, og ikke alle nye påstande er endeligt godkendt. Men tempoet er steget mærkbart.
Alpöge har selv skrevet, at han havde ventet på at knække Riemanns gåde siden sin ungdom. Nu står han muligvis med løsningen – og med en usædvanlig ny opgave:
At forklare andre mennesker et bevis, som han og Claude har bygget sammen, men som han endnu ikke selv har skrevet ud i en form, kollegerne kan læse.
Han brugte Claude til at løse et af matematikkens gåder. Reaktionerne viser både begejstring og skepsis
Matematikeren Levent Alpöge mener at have løst Riemann-hypotesen sammen med Claude. Nu forsøger andre forskere at kontrollere 17 millioner linjer kode.

Illustration: AI-genereret
Levent Alpöge havde forestillet sig, at det ville tage årtier. Allerede som studerende besluttede han sig for at prøve at løse Riemann-hypotesen, en gåde om primtal, som matematikere har kæmpet med siden 1859.
Nu mener han, at det er lykkedes. Men undervejs skete der noget, han ikke havde regnet med: Hans AI-assistent begyndte at komme med nye matematiske idéer hurtigere, end han selv kunne følge med.
"Claude begyndte at efterlade mig i ærefrygt," skriver han i en fire sider lang meddelelse, som han offentliggjorde fredag.
Alpöge er talteoretiker fra Harvard University, for tiden ansat hos AI-virksomheden Anthropic. Her har han arbejdet med selskabets chatbot Claude.
I sin meddelelse beskriver han, hvordan han først selv fandt frem til to forskellige matematiske idéer, som så ud til at kunne kombineres i en forenklet version af problemet. Han ledte arbejdet hen mod en mere generel situation, hvor idéerne måske også kunne bruges. Derefter, fortæller han, begyndte Claude at foreslå de afgørende næste skridt.
Et af forslagene handlede om, hvor mange led der skulle indgå i en kæde af særlige matematiske operationer. Det kan lyde som en teknisk detalje. For Alpöge var det netop den slags greb, han havde manglet for at bringe to forskellige metoder sammen.
Resultatet har han ikke offentliggjort som en almindelig matematisk afhandling. Hans forsøg på at få forklaret beviset i læsbar tekst voksede til over 250.000 sider. I stedet lagde han omkring 17 millioner linjer kode ud i Lean, et system, der kontrollerer matematiske beviser trin for trin. Han hævder endda at have løst en stærkere variant af Riemann-hypotesen, den generaliserede Riemann-hypotese.
For at forstå, hvad der står på spil, må man begynde med primtallene.
Det er tal som 2, 3, 5, 7 og 11, der kun kan deles med 1 og sig selv. De dukker op med tilsyneladende uregelmæssige mellemrum. Riemanns hypotese siger noget meget præcist om det skjulte mønster i deres fordeling. Matematikere har kontrolleret enorme mængder tilfælde uden at finde et brud på mønstret, men ingen har hidtil leveret et alment accepteret bevis for, at det gælder altid.
Derfor gik andre matematikere straks i gang med at kontrollere Alpöges arbejde. Ifølge Quanta Magazine var Andrew Sutherland fra MIT den første, der fik koden til at køre. Simon DeDeo fra Carnegie Mellon University gjorde det samme, og Sutherland gentog forsøget med en anden version af Lean.
Det er en vigtig første kontrol, men ikke den sidste. Eksperterne skal også sikre sig, at koden ikke bruger skjulte forudsætninger eller har ændret betydningen af de begreber, der skal bevises noget om.
Reaktionerne viser både begejstring og skepsis. James Maynard, der har modtaget matematikkens prestigefulde Fieldsmedalje og arbejder på Oxford University, siger til Nature, at han har en formodning om, at beviset vil vise sig at være korrekt.
Men matematikeren Maksym Radziwiłł fra New York University efterlyser noget mere grundlæggende: en forklaring af, hvorfor beviset virker. Over for Quanta kritiserer han Alpöges korte tekst for at indeholde udsagn, der ikke giver mening. Det er ikke nok, mener han, at symbolerne følger reglerne, hvis matematikerne ikke kan forstå argumentet bag.
Og mens de undersøger Alpöges kode, er en anden mulig løsning dukket op. Stanford-matematikeren Alessandro Masullo har offentliggjort et omfattende, menneskeskabt bevisforsøg på den generaliserede Riemann-hypotese. Også det afventer faglig kontrol.
Det hele sker midt i en bemærkelsesværdig udvikling. I september offentliggjorde Anthropic en AI-hjulpet computerkontrol af det klassiske bevis for Fermats sidste sætning. I oktober fremlagde OpenAI hundredvis af matematiske resultater, herunder forslag til beviser for en svagere udgave af Riemann-hypotesen. Og i november blev et langvarigt arbejde med at kontrollere et bevis for den såkaldte ternære Goldbach-formodning også formaliseret ved hjælp af AI, skriver Quanta.
Det er forskellige slags fremskridt, og ikke alle nye påstande er endeligt godkendt. Men tempoet er steget mærkbart.
Alpöge har selv skrevet, at han havde ventet på at knække Riemanns gåde siden sin ungdom. Nu står han muligvis med løsningen – og med en usædvanlig ny opgave:
At forklare andre mennesker et bevis, som han og Claude har bygget sammen, men som han endnu ikke selv har skrevet ud i en form, kollegerne kan læse.