Hvorfor finder jeg Rubio så hot? Det er ikke kun hans udseende
Er det bare mig, eller er Marco Rubio simpelthen en 10 ud af 10?
Altså, hans udseende, hans stemme og måden, han taler på. Good Lord, that man is hot!
Jeg ved godt, at man ikke skal bedømme politikere på deres udseende, men helt ærligt. Man er vel kun et menneske.
Men prøv lige at høre, hvad manden siger. For det er faktisk ikke kun hans udseende, der har fanget min opmærksomhed.
Jeg faldt over et klip fra Federalist Societys konference i Washington, hvor en jurastuderende stiller Rubio et spørgsmål om kristne jurister, der oplever et pres for at lægge deres tro fra sig, når de arbejder.
Og så begynder manden at tale om noget, jeg synes, vi alt for sjældent diskuterer. Nemlig menneskelig værdighed, retfærdighed og de ideer, vores vestlige civilisation bygger på.
Rubio siger noget interessant. At man arbejder som advokat, mens troen er en del af, hvem man er.
Han taler videre om de jødisk-kristne principper, som efter hans opfattelse har været med til at forme det amerikanske retssystem. Blandt andet uskyldsformodningen. At et menneske har ret til et forsvar, uanset hvad vedkommende er anklaget for, og at det er staten, der skal bevise skyld.
Det lyder måske som en selvfølge. Men det er jo netop det interessante.
Vi tager så mange ting for givet i dag, at vi næsten har glemt at spørge, hvor de kommer fra.
Vi taler konstant om frihed, demokrati, menneskerettigheder og menneskelig værdighed. Men hvor ofte stopper vi egentlig op og spørger os selv, hvorfor de principper er så vigtige?
For hvis et menneskes værdi afhænger af statens anerkendelse, hvad sker der så den dag, staten ikke længere mener, at det menneske har nogen værdi?
Og hvis retfærdighed kun gælder mennesker, vi bryder os om, er det så overhovedet retfærdighed?
Det er den slags spørgsmål, jeg synes, er interessante.
Jeg har altid været optaget af historie og filosofi, og noget af det mest fascinerende ved vores vestlige civilisation er, hvordan forskellige idéer gennem århundreder har været med til at forme det samfund, vi lever i.
De gamle grækere diskuterede allerede retfærdighed, moral og det gode samfund. Romerne udviklede retlige traditioner, som senere fik enorm betydning for Europa. Kristendommen bidrog med forestillinger om menneskets værdighed og moralske ansvar, og oplysningstidens tænkere udfordrede magten og argumenterede for frihed, fornuft og individuelle rettigheder.
Det hele hænger sammen, selv om historien bestemt ikke har været uden modsætninger.
For selvfølgelig har vores vestlige civilisation også en mørk historie. Krige, undertrykkelse, religiøse forfølgelser og magtmisbrug. Det ville være naivt at påstå andet.
Men det interessante er jo også, at mange af de idéer, vi i dag bruger til at kritisere fortidens uretfærdigheder, selv er vokset frem gennem den samme lange historie.
Og det er noget, jeg synes, vi glemmer.
Vi er blevet så optagede af at frigøre os fra fortiden, at vi nogle gange helt glemmer at undersøge, hvad vi egentlig har arvet.
Man kan godt nyde frugten af et træ uden at interessere sig for dets rødder. Men det betyder jo ikke, at rødderne er ligegyldige.
Når Rubio taler om, at menneskets rettigheder ikke bare er noget, staten giver os, rammer han et gammelt filosofisk spørgsmål.
Er vores rettigheder noget, vi har, fordi vi er mennesker? Eller eksisterer de kun, fordi en stat har besluttet at anerkende dem?
Man behøver ikke dele Rubios religiøse begrundelse for at forstå, hvorfor spørgsmålet er vigtigt.
Historien har trods alt vist os, hvad der kan ske, når staten begynder at bestemme, hvilke mennesker der fortjener rettigheder, og hvilke der ikke gør.
Og så kommer jeg til noget, jeg faktisk har tænkt over flere gange.
Hvorfor hører vi ikke oftere den slags samtaler i dansk politik?
Jeg mener det faktisk.
Vi har politikere, der kan tale i timevis om økonomi, reformer, meningsmålinger og den seneste konflikt på Christiansborg. Og selvfølgelig skal de kunne det. Det er trods alt en del af deres arbejde.
Men hvor er de større tanker?
Hvor er samtalerne om vores historie, vores civilisation og de principper, som vores demokrati bygger på?
Hvorfor taler vi så meget om, hvilke rettigheder vi har, men så lidt om, hvorfor vi har dem?
Jeg savner politikere, der kan løfte samtalen lidt. Ikke nødvendigvis politikere, jeg er enig med, men mennesker, der har noget på hjerte. Mennesker med historisk forståelse, filosofisk nysgerrighed og en vis dannelse.
Og nej, jeg siger ikke, at alle danske politikere mangler de egenskaber. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi fik dem lidt oftere at se.
Det er næsten, som om vores politiske debat er blevet så optaget af den næste overskrift, at der ikke længere er tid til at tale om de større spørgsmål.
Hvad er et godt samfund egentlig? Hvad skylder vi hinanden som mennesker? Hvor går grænsen for statens magt? Og hvad er det helt præcist, vi ønsker at bevare ved vores vestlige civilisation?
Det er da spørgsmål, der burde kunne fylde mere end endnu en diskussion om, hvem der har sagt noget dumt på Facebook.
Og måske er det netop derfor, jeg finder Rubios svar interessant.
Ikke fordi jeg nødvendigvis er enig med ham i alt, men fordi han tager et spørgsmål fra en jurastuderende og bruger det til at tale om noget langt større end dagens politiske diskussioner.
Det kræver ikke, at man er religiøs, konservativ eller amerikaner, for at kunne interessere sig for den slags.
Det kræver egentlig bare, at man er nysgerrig.
Og det er måske noget af det, jeg savner mere af i dansk politik.
Nå, men tilbage til mit egentlige problem:
Hvorfor har vi egentlig ikke sådan nogle mænd i dansk politik?
Jeg tror faktisk, at det, jeg efterlyser, er mere end et flot ansigt og en behagelig stemme. Det handler også om format. Om dannelse. Om at kunne tale om historie, filosofi og menneskelige værdier uden at gøre det til endnu et partipolitisk slagsmål.
Måske er der en grund til, at vi danskere nogle gange bliver så optagede af amerikansk politik. Ikke nødvendigvis fordi amerikanerne gør alting bedre. Det gør de bestemt ikke. Men fordi den amerikanske politiske tradition også rummer en måde at tale om frihed, rettigheder og nationens grundlæggende idéer på, som jeg godt kunne tænke mig at høre mere af herhjemme.
Det ville faktisk være ganske forfriskende, hvis vi kunne få lidt mere af den slags ind i dansk politik. Og hvis det samtidig kunne leveres af en mand med Rubios udseende og stemme, ville jeg da heller ikke ligefrem protestere.
Jeg begynder efterhånden at forstå, hvor hurtigt en flot mand med en god stemme kan få en til at glemme sin kritiske sans.
Heldigvis fik han mig denne gang også til at bruge den.
Det må trods alt tælle for noget.
Hvorfor finder jeg Rubio så hot? Det er ikke kun hans udseende
Er det bare mig, eller er Marco Rubio simpelthen en 10 ud af 10?
Altså, hans udseende, hans stemme og måden, han taler på. Good Lord, that man is hot!
Jeg ved godt, at man ikke skal bedømme politikere på deres udseende, men helt ærligt. Man er vel kun et menneske.
Men prøv lige at høre, hvad manden siger. For det er faktisk ikke kun hans udseende, der har fanget min opmærksomhed.
Jeg faldt over et klip fra Federalist Societys konference i Washington, hvor en jurastuderende stiller Rubio et spørgsmål om kristne jurister, der oplever et pres for at lægge deres tro fra sig, når de arbejder.
Og så begynder manden at tale om noget, jeg synes, vi alt for sjældent diskuterer. Nemlig menneskelig værdighed, retfærdighed og de ideer, vores vestlige civilisation bygger på.
Rubio siger noget interessant. At man arbejder som advokat, mens troen er en del af, hvem man er.
Han taler videre om de jødisk-kristne principper, som efter hans opfattelse har været med til at forme det amerikanske retssystem. Blandt andet uskyldsformodningen. At et menneske har ret til et forsvar, uanset hvad vedkommende er anklaget for, og at det er staten, der skal bevise skyld.
Det lyder måske som en selvfølge. Men det er jo netop det interessante.
Vi tager så mange ting for givet i dag, at vi næsten har glemt at spørge, hvor de kommer fra.
Vi taler konstant om frihed, demokrati, menneskerettigheder og menneskelig værdighed. Men hvor ofte stopper vi egentlig op og spørger os selv, hvorfor de principper er så vigtige?
For hvis et menneskes værdi afhænger af statens anerkendelse, hvad sker der så den dag, staten ikke længere mener, at det menneske har nogen værdi?
Og hvis retfærdighed kun gælder mennesker, vi bryder os om, er det så overhovedet retfærdighed?
Det er den slags spørgsmål, jeg synes, er interessante.
Jeg har altid været optaget af historie og filosofi, og noget af det mest fascinerende ved vores vestlige civilisation er, hvordan forskellige idéer gennem århundreder har været med til at forme det samfund, vi lever i.
De gamle grækere diskuterede allerede retfærdighed, moral og det gode samfund. Romerne udviklede retlige traditioner, som senere fik enorm betydning for Europa. Kristendommen bidrog med forestillinger om menneskets værdighed og moralske ansvar, og oplysningstidens tænkere udfordrede magten og argumenterede for frihed, fornuft og individuelle rettigheder.
Det hele hænger sammen, selv om historien bestemt ikke har været uden modsætninger.
For selvfølgelig har vores vestlige civilisation også en mørk historie. Krige, undertrykkelse, religiøse forfølgelser og magtmisbrug. Det ville være naivt at påstå andet.
Men det interessante er jo også, at mange af de idéer, vi i dag bruger til at kritisere fortidens uretfærdigheder, selv er vokset frem gennem den samme lange historie.
Og det er noget, jeg synes, vi glemmer.
Vi er blevet så optagede af at frigøre os fra fortiden, at vi nogle gange helt glemmer at undersøge, hvad vi egentlig har arvet.
Man kan godt nyde frugten af et træ uden at interessere sig for dets rødder. Men det betyder jo ikke, at rødderne er ligegyldige.
Når Rubio taler om, at menneskets rettigheder ikke bare er noget, staten giver os, rammer han et gammelt filosofisk spørgsmål.
Er vores rettigheder noget, vi har, fordi vi er mennesker? Eller eksisterer de kun, fordi en stat har besluttet at anerkende dem?
Man behøver ikke dele Rubios religiøse begrundelse for at forstå, hvorfor spørgsmålet er vigtigt.
Historien har trods alt vist os, hvad der kan ske, når staten begynder at bestemme, hvilke mennesker der fortjener rettigheder, og hvilke der ikke gør.
Og så kommer jeg til noget, jeg faktisk har tænkt over flere gange.
Hvorfor hører vi ikke oftere den slags samtaler i dansk politik?
Jeg mener det faktisk.
Vi har politikere, der kan tale i timevis om økonomi, reformer, meningsmålinger og den seneste konflikt på Christiansborg. Og selvfølgelig skal de kunne det. Det er trods alt en del af deres arbejde.
Men hvor er de større tanker?
Hvor er samtalerne om vores historie, vores civilisation og de principper, som vores demokrati bygger på?
Hvorfor taler vi så meget om, hvilke rettigheder vi har, men så lidt om, hvorfor vi har dem?
Jeg savner politikere, der kan løfte samtalen lidt. Ikke nødvendigvis politikere, jeg er enig med, men mennesker, der har noget på hjerte. Mennesker med historisk forståelse, filosofisk nysgerrighed og en vis dannelse.
Og nej, jeg siger ikke, at alle danske politikere mangler de egenskaber. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi fik dem lidt oftere at se.
Det er næsten, som om vores politiske debat er blevet så optaget af den næste overskrift, at der ikke længere er tid til at tale om de større spørgsmål.
Hvad er et godt samfund egentlig? Hvad skylder vi hinanden som mennesker? Hvor går grænsen for statens magt? Og hvad er det helt præcist, vi ønsker at bevare ved vores vestlige civilisation?
Det er da spørgsmål, der burde kunne fylde mere end endnu en diskussion om, hvem der har sagt noget dumt på Facebook.
Og måske er det netop derfor, jeg finder Rubios svar interessant.
Ikke fordi jeg nødvendigvis er enig med ham i alt, men fordi han tager et spørgsmål fra en jurastuderende og bruger det til at tale om noget langt større end dagens politiske diskussioner.
Det kræver ikke, at man er religiøs, konservativ eller amerikaner, for at kunne interessere sig for den slags.
Det kræver egentlig bare, at man er nysgerrig.
Og det er måske noget af det, jeg savner mere af i dansk politik.
Nå, men tilbage til mit egentlige problem:
Hvorfor har vi egentlig ikke sådan nogle mænd i dansk politik?
Jeg tror faktisk, at det, jeg efterlyser, er mere end et flot ansigt og en behagelig stemme. Det handler også om format. Om dannelse. Om at kunne tale om historie, filosofi og menneskelige værdier uden at gøre det til endnu et partipolitisk slagsmål.
Måske er der en grund til, at vi danskere nogle gange bliver så optagede af amerikansk politik. Ikke nødvendigvis fordi amerikanerne gør alting bedre. Det gør de bestemt ikke. Men fordi den amerikanske politiske tradition også rummer en måde at tale om frihed, rettigheder og nationens grundlæggende idéer på, som jeg godt kunne tænke mig at høre mere af herhjemme.
Det ville faktisk være ganske forfriskende, hvis vi kunne få lidt mere af den slags ind i dansk politik. Og hvis det samtidig kunne leveres af en mand med Rubios udseende og stemme, ville jeg da heller ikke ligefrem protestere.
Jeg begynder efterhånden at forstå, hvor hurtigt en flot mand med en god stemme kan få en til at glemme sin kritiske sans.
Heldigvis fik han mig denne gang også til at bruge den.
Det må trods alt tælle for noget.
