Manosfære-rapporten vil dundre videre — ligesom i Irland
Fjendtliggørelsen af ganske normale og godhjertede mænd kommer til at fortsætte.
Os, der arbejder imod den tendens, har ikke haft den fjerneste effekt. Det er i hvert fald, hvad Irland lærer os. Og vi bør alle tage os i agt.
Jeg var ikke overrasket, da jeg læste rapporten "Manosfæren i unge mænds feeds" fra Center for Digital Pædagogik. Jeg havde læst den før - datasvag, fortolkningsbaseret og tydeligt ideologisk som den var.
Alligevel fik den massiv dækning hos DR og blev delt af ligestillingsminister Anne Halsboe-Jørgensen som bevis på en overhængende fare. Mest alarmerende skubbede rapporten termen "manosfæren" langt ind over mænd som befolkningsgruppe.
Helt tilbage i 2024 udkom den tidligere version kaldet "Recommending Toxicity" udgivet af Dublin City University Anti-Bullying Centre. Den havde de samme metodiske greb, samme overfladiske og ideologisk baserede rationaler, samme ministerielle finansiering, samme brede definition af "toksicitet", hvor søgetermer som "gym-motivation" og "disciplin" talte med.
Men rapportens politiske og kulturelle efterspil er i virkeligheden langt det vigtigste og mest bekymrende.
Ligesom i Danmark mødte den irske rapport hård kritik fra intellektuelle, der dokumenterede, hvor intetsigende den var. Alligevel lever den videre: Dublin City University citerede den selv for Oireachtas-udvalget i februar, et medlem af Dáil refererede til den i marts, Women's Aid brugte den i en indsendelse til EU-Kommissionen i april, og VOX-Pol hoster hele PDF'en.
I dag tæller "manosfæriske" holdninger som hadstale i Irlands nationale strategi for kvinder og piger. Med hadelovgivningens udvikling er det næste logiske skridt at gøre det strafbart at dele de holdninger, termen dækker.
De irske intellektuelle, der forsøgte at modarbejde drejningen, fejlede. Ikke fordi de manglede argumenter, men fordi de antog, at de deltog i en ærlig debat. Det gjorde de aldrig. Det handlede ikke om debat, men om magt – om at få en agenda igennem – og det lykkedes på trods af den saglige kritik.
I Danmark så vi det samme mønster med det samme: organisationer og politikere slog på tromme for ytringsfrihedsrestriktioner, så snart rapporten udkom. Det bliver med stor sandsynlighed det næste skridt herhjemme. Men med vores øgede fokus på hadstale er tendenserne i Irland langt tættere på vores hverdag, end vi forstår.
Den strategi, vi fører pt., er allerede forsøgt og har fejlt. Vi bliver nødt til at tage initiativet i stedet for at reagere på den institutionaliserede fjendtliggørelse af vores sønner, brødre, fædre og venner.
Manosfære-rapporten vil dundre videre — ligesom i Irland
Fjendtliggørelsen af ganske normale og godhjertede mænd kommer til at fortsætte.
Os, der arbejder imod den tendens, har ikke haft den fjerneste effekt. Det er i hvert fald, hvad Irland lærer os. Og vi bør alle tage os i agt.
Jeg var ikke overrasket, da jeg læste rapporten "Manosfæren i unge mænds feeds" fra Center for Digital Pædagogik. Jeg havde læst den før - datasvag, fortolkningsbaseret og tydeligt ideologisk som den var.
Alligevel fik den massiv dækning hos DR og blev delt af ligestillingsminister Anne Halsboe-Jørgensen som bevis på en overhængende fare. Mest alarmerende skubbede rapporten termen "manosfæren" langt ind over mænd som befolkningsgruppe.
Helt tilbage i 2024 udkom den tidligere version kaldet "Recommending Toxicity" udgivet af Dublin City University Anti-Bullying Centre. Den havde de samme metodiske greb, samme overfladiske og ideologisk baserede rationaler, samme ministerielle finansiering, samme brede definition af "toksicitet", hvor søgetermer som "gym-motivation" og "disciplin" talte med.
Men rapportens politiske og kulturelle efterspil er i virkeligheden langt det vigtigste og mest bekymrende.
Ligesom i Danmark mødte den irske rapport hård kritik fra intellektuelle, der dokumenterede, hvor intetsigende den var. Alligevel lever den videre: Dublin City University citerede den selv for Oireachtas-udvalget i februar, et medlem af Dáil refererede til den i marts, Women's Aid brugte den i en indsendelse til EU-Kommissionen i april, og VOX-Pol hoster hele PDF'en.
I dag tæller "manosfæriske" holdninger som hadstale i Irlands nationale strategi for kvinder og piger. Med hadelovgivningens udvikling er det næste logiske skridt at gøre det strafbart at dele de holdninger, termen dækker.
De irske intellektuelle, der forsøgte at modarbejde drejningen, fejlede. Ikke fordi de manglede argumenter, men fordi de antog, at de deltog i en ærlig debat. Det gjorde de aldrig. Det handlede ikke om debat, men om magt – om at få en agenda igennem – og det lykkedes på trods af den saglige kritik.
I Danmark så vi det samme mønster med det samme: organisationer og politikere slog på tromme for ytringsfrihedsrestriktioner, så snart rapporten udkom. Det bliver med stor sandsynlighed det næste skridt herhjemme. Men med vores øgede fokus på hadstale er tendenserne i Irland langt tættere på vores hverdag, end vi forstår.
Den strategi, vi fører pt., er allerede forsøgt og har fejlt. Vi bliver nødt til at tage initiativet i stedet for at reagere på den institutionaliserede fjendtliggørelse af vores sønner, brødre, fædre og venner.