Torsdagens skatteaftale er ikke så interessant i sig selv. Det er de politiske konsekvenser af den, som i virkeligheden er den store bombe.

Først og fremmest så løb Morten Messerschmidt med en politisk sejr. Han fik billigere diesel og benzin, som Dansk Folkeparti har prædiket de vil have næsten lige så meget, som de har talt om lavere fødevarepriser og færre indvandrere.

Men han har også etableret, at Dansk Folkeparti er en magtfaktor i blå blok. Kan man lave én aftale med regeringen, så kan man lave flere. Det vender vi tilbage til.

Først og fremmest, så vandt Messerschmidt en klar og synlig sejr. Han sikrede en besparelse et sted, hvor den er synlig for danskerne.

Når de står og fylder bilen op, så vil mange lægge mærke til, at det kostede cirka 100 kroner mere sidste gang. Og i samme ombæring måske sende en varm tanke til Morten Messerschmidt.

Der er ikke tale om formuer, men som Messerschmidt selv siger torsdag, så er det et skridt på vejen.

Aftalen rammer også de fire andre blå partier i blå blok, som længe troede, at de stod meget stærkt på det politiske spillebræt, da de slog sig sammen og insisterede på, at enten lavede man en aftale med dem alle eller ingen af dem.

Man havde forregnet sig. Og der er uenighed i blå blok, om man havde taget Dansk Folkeparti nok med i de overvejelser.

Men det var i hvert fald ikke godt nok. Regeringen kunne sikre de mandater, som de manglede for at skabe flertal for deres aftale blot ved at ringe til Messerschmidt.

Dansk Folkeparti sad ellers udenfor i starten, og havde slet ikke fået en invitation til skatteforhandlingerne. Sådan sad partiet i hjørnet og lignede et overset barn, som man havde glemt at købe julegave til.

Og selv da Dansk Folkeparti pludselig kom med ind i forhandlingerne, så regnede de fleste med, at det ville ende med en aftale uden om dem.

Man ville måske bruge Dansk Folkeparti til at få de fire andre blå partier lidt ned i pris, hvis man kan sige det sådan.

Med Dansk Folkepartis aftale, så har de fire andre blå partier fået genopfrisket en basal læring i dansk politik, som man åbenbart havde glemt. Nemlig, at man skal man kunne tælle til 90.

Det kan man, hvis man tager regeringens mandater og slår dem sammen med Dansk Folkepartis.

Og dermed kan Dansk Folkeparti også lade resten af blå blok sejle sin egen sø, hvis man vil lave aftaler med regeringen. Ganske som det er sket i dette tilfælde.

Nu sidder de fire blå partier udenfor en aftale, som for første gang i årevis, reelt leverer mærkbare skattelettelser til erhvervslivet. Det bemærker man i de danske virksomheder.

På den måde sender aftalen også dette klare politisk signal til resten af blå blok: “I skal ikke sidde og snakke sammen uden om Dansk Folkeparti. Så bliver I efterladt på sidelinjen”

Der er et forsoningsarbejde, som skal i gang i den borgerlige lejr.

Hvis jeg var politisk rådgiver i blå blok, så ville jeg sætte det i gang hurtigst muligt.

For ellers får regeringen også splittet oppositionen næste gang.